25.05.2010 kl. 06.40

Dagpengeperiode bringes i spil

Regeringen ser positivt på et udspil fra DF om at halvere dagpengeperioden fra fire til to år

En reform af dagpengesystemet er med et kommet i fokus, efter at Dansk Folkeparti i aftes foreslog, at dagpengeperioden halveres fra fire til to år.

Støttepartiet spillede ud med forslaget i forbindelse med forhandlingerne om en genopretningsplan, der skal styrke statskassen med 24 milliarder kroner.

- Vi har sagt, at vi vil skåne pensionisterne. Og vi har hele tiden sagt, at med det, vi gør nu, kommer vi til at tage noget fra nogen. Så ser vi på, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Vi mener ikke, at regeringen gør det på den rigtige måde, sagde partileder Pia Kjærsgaard til Ritzau efter nattens forhandlinger.

Hvis Dansk Folkepartis forslag bliver en del af genopretningsplanen, kan det få betydning for et sekscifret antal ledige. Ifølge en statisk fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var der i 2009 lidt over 100.000 dagpengemodtagere.

Udspillet får positive ord med på vejen fra repræsentanter for regeringspartierne, De Radikale og Liberal Alliance, mens venstrefløjen skyder det ned på stedet. SF’s formand Villy Søvndal råder statsministeren til at udskrive valg, hvis regeringen agter at tilslutte sig forslaget om at halvere dagpengeperioden. 

Forhandlingerne om en genopretningsplan genoptages i Finansministeriet kl. 9 i formiddag.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Dagpengeperiode bringes i spil Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger