18.06.2010 kl. 06.06

Undersøger opsyn efter bortførelse

Assens Kommune beder skolerne gennemgå sikkerheden, efter en otteårig pige blev bortført og udsat for overgreb

En voksen mand lokkede onsdag eftermiddag en otteårig pige væk fra SFO’en på Aarupskolen og misbugte hende seksuelt i et nærliggende budskads.

Den ubehagelige sag får nu Assens Kommune til at bede alle skoler om at vurdere, om der er tilstrækkelig opsyn med eleverne i skolegårdene og på SFO’ernes legepladser.

- Episoden giver naturligvis anledning til, at vi kigger vores procedurer ekstra efter i sømmene. Det er samtidig vigtigt for mig at understrege, at der er intet, der tyder på, at der er sket personalemæssige svigt i forbindelse med den ulykkelige situation i Aarupskolens SFO, siger børne- og kulturdirektør Vilhelm Halgreen.

Politiet efterforsker overgrebet, men endnu er gerningsmanden ikke fundet. Pigen og hendes forældre er blevet tilbudt psykologhjælp, og eleverne fra Aarupskolens yngste klasser har fået indskærpet, at de ikke må gå med fremmede.

Mandag er der desuden informationsmøde for forældrene på skolen.

- Mange forældre er selvfølgelig utrygge ovenpå episoden og har sikkert også spørgsmål og måske brug for at snakke det skete igennem med hinanden og med skolens personale, siger skoleleder Poul-Erik Svendsen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Undersøger opsyn efter bortførelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger