16.06.2010 kl. 07.34

Kritik af valuta-spekulation

Venstres finansordfører mener, at kommunerne skal afholde sig fra at optage lån i fremmede valutaer

Kommunerne skal ikke sætte borgernes skattekroner over styr ved at optage risikable lån i udenlandsk valuta. Det mener Venstres finansordfører, Jacob Jensen.

Han kritiserer, at flere kommuner har mistet millionbeløb ved at optage lån i schweizerfranc.

- Kommunerne er ikke de bedste til at lave den slags spekulationer. De skal koncentrere sig om de velfærdsydelser, de er sat i verden for, og lade bankerne om at spekulere, siger han til Ritzau.

Han mener ikke, det er rimeligt, at kommunerne kaster sig ud i den slags aggressive spekulationer, når et kig på deres økonomi understreger, at der ikke er plads til eksperimenter.

Jacob Jensen vil bede KL lave en oversigt over, hvor udbredt valutaspekulation er.

- Jeg synes, det ville være rimeligt, at vi får en vurdering af eksponeringen i de enkelte kommuner, og om det er noget, vi skal gøre noget ved, siger han.

S: op til kommunerne selv

KL har tidligere meldt ud, at det må være op til kommunerne selv, hvordan de vil håndtere deres finansiering. Og den holdning bakkes op af Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov.

- Men det er klart, at de må operere efter et forsigtighedsprincip, når de forvalter skatteborgernes penge. Vi kan kun opfordre kommunerne til at være meget påpasselige, siger han.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kritik af valuta-spekulation Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger