04.06.2010 kl. 07.18

Optimistisk start på forhandlinger

Kommunerne mødte op til de første økonomiforhandlinger med mange forslag til effektiviseringer

Efter to uger på standby på grund af kommunernes budgetoverskridelser startede forhandlingerne om næste års økonomiske rammer torsdag aften i Finansministeriet.

Og det var to optimistiske delegationer, der efterfølgende mødte pressen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fortalte, at han havde fået en forklaring på de sprængte budgetter, men ville efterfølgende ikke sige, om han havde tilgivet kommunerne.

- I politik fungerer det ikke med tilgivelse eller ikke tilgivelse. Det er en konkret opgave, vi har, og vi skal se på de mekanismer, der gør, at der var en stor overskridelse af budgetterne. Det er det, vi har på bordet nu, lød det ifølge Ritzau fra finansministeren.

Brug for hjælp

KL-formand Jan Trøjborg (S) mødte op til forhandlingerne med 30 konkrete forslag til effektiviseringer i kommunerne. Han kunne berette om et positivt møde, hvor man gennemgik dagsordenen for de videre forhandlinger.

Her vil regeringen fremsætte et utvetydigt krav om nulvækst, og i den forbindelse efterlyser Jan Trøjborg hjælp til at tøjle de hastigt voksende udgifter på det sociale område.

- Vi er alle sammen interesseret i, at der ikke sker skred i regnskaberne. Men der er rigtig gode forklaringer på, hvorfor det alligevel sker. Derfor vil jeg gerne diskutere, hvordan vi kan gribe ind tidligere, sagde Jan Trøjborg efter mødet.

Parterne mødes efter planen igen i sidste halvdel af næste uge.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Optimistisk start på forhandlinger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger