22.02.2010 kl. 08.51

Der er atter penge i aktier

Kommunernes held på aktiemarkedet er vendt. I 2009 hentede de gevinster for 571 millioner kroner

2008 var et hårdt år for de kommunale aktiebeholdninger. Finanskrisen tvang kurserne i bund og kostede kommunerne et tab på 676 millioner kroner, men underskuddet er så godt som vendt i 2009.

Ifølge Ugebrevet A4 tjente kommunerne tilsammen 571 millioner kroner på værdipapirer sidste år. Aktierne gav den største gevinst med et afkast på 29,4 procent.

En af de kommuner, der holdt fast i sine aktier trods den turbulente krise, er Odense.

- Hvis vi havde solgt aktierne, da de nåede bunden, ville det have været katastrofalt. Det er dejligt, at kursen går den rigtige vej. Odense har en lang tidshorisont for investeringerne, og penge fra investeringerne indgår ikke på kort sigt i den daglige drift, fortæller konsulent Brian Haugaard fra kommunens økonomiafdeling.

Ifølge projektchef Kurt Houlbjerg fra rådgivningsfirmaet Niras håndterer kommunerne deres formuer mere professionelt end tidligere. Blandt andet ansætter de flere økonomer og overlader investeringerne til investeringsforeninger, forklarer han.

- Tidligere var kommunerne dårlige til at få forrentet deres formue. Men efter kommunalreformen skal den enkelte kommune have forvaltet en større formue. Derfor er der fokus på, om kommunen kan placere midlerne andre steder og måske få to millioner kroner mere i rente, fortæller Kurt Houlbjerg til ugebrevet.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Der er atter penge i aktier Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger