19.02.2010 kl. 07.33

Etiske værdier koster syv millioner

Roskilde Kommune vil støtte gode formål gennem køb af værdipapirer. Det koster syv millioner kroner

Menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og regnskoven skal beskyttes, når Roskilde Kommune investerer og låner penge. Derfor ændrer byrådet nu kommunens politik for køb af værdipapirer som aktier og obligationer.

Politikken skal forhindre, at kommunen indirekte støtter sager som eksempelvis involverer korruption, børnearbejde, våbenhandel og fældning af regnskoven. Det vil koste syv millioner kroner at skifte de nuværende investeringer ud, men det er pengene værd, siger Roskildes borgmester.

- Vi skal ikke som kommune bidrage til, at virksomheder profiterer på uetiske og umoralske handlinger. Hvis vi ikke fraskriver os investeringer i virksomheder, som eksempelvis bruger børnearbejde eller ulovligt fælder regnskov, så bidrager vi jo selv til, at det fortsætter. Det kan vi ikke leve med, siger Poul Lindor Nielsen (S).

Den nye politik betyder, at kommunen skifter til en afdeling i Jyske Invest, der specialiserer sig i etiske investeringer. Skiftet mellem den gamle og den nye afdeling medfører et kurstab på de beregende syv millioner.

- Vi må tage det med, at vi kan risikere at tabe en smule på det. Det ser det dog ikke umiddelbart ud til, at vi gør, siger borgmester Poul Lindor Nielsen.

Kommunen regner nemlig med at vinde nogle af pengene tilbage, fordi aktierne generelt ikke har genvundet deres fulde værdi efter den finansielle krise.

Læs også:

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Etiske værdier koster syv millioner Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger