Tilskud dræner kassen

Tilskudsordning dræner de kommunale budgetter og favoriserer de private klinikker, lyder det fra kommuner

09.02.2010 kl. 08.15

Fra landets kommuner lyder der krav om at få ændret en ti år gammel tilskudsordning til høreapparater.

Tilskudsordningen blev indført under Nyrup-regeringen i 2000 for at afkorte ventetiderne til de offentlige høreklinikker. Tilskuddet udgjorde oprindelig 3.000 kroner og er i dag vokset til 6.230 kroner.

I samme periode er antallet af private høreklinikker på det nærmeste eksploderet, fra 41 klinikker i 2001 til 145 i dag.

- Et af problemerne er, at vi ikke kan holde på personalet. De går til de private klinikker, hvor de får mere i løn. Så stiger vore ventelister yderligere, og så har vi en ond cirkel. Vi har mangel på personale og ressourcer, og derfor har vi lange ventelister, siger formanden for KL’s social- og sundhedsudvalg, Tove Larsen (S), til Politiken.

Sammen med kollegerne fra fem andre af de største danske by har den århusianske rådmand Dorthe Laustsen (SF) regnet på problemet med tilskuddenes udvikling. Alle byer oplever voldsomme stigninger. Værst ser det ud i Randers, hvor kommunens udgifter på denne konto alene fra 2007 til 2008 steg med 131 procent.

- Ordningen er en fiasko. Engang imellem burde politikerne være store nok til at erkende, at der er begået fejl. Som det fungerer nu, er tilskudsordningen med til at udhule de offentlige finanser, siger Dorthe Laustsen til avisen.

Hosea Dutschke, der er direktør i Århus Kommunes magistrat for sundhed og omsorg mener, at loven bør ændres, så borgeren højst kan få et tilskud, der svarer til den pris, som kommunen kan klare opgaven for. I dag ligger den pris på omkring 3.500 kroner.

Omkring 300.000 danskere er brugere af høreapparater, og det kan mærkes på de kommunale budgetter. Alene i 2010 har kommunerne budgetteret med 520 millioner kroner til høreapparater. Heraf går 93,5 millioner kroner til de tilskud, borgerne skal have med til de private klinikker.

Nyhedsbrev