Borgmester på hospitalet

Sne er til gene for andet end budgetterne. Det måtte Brønderslevs borgmester Lene Hansen forleden erfare

09.02.2010 kl. 06.07

Forsøget på at rydde indkørslen for sne førte ikke noget godt med sig for Brønderslevs borgmester, som er nødt til at lave venstrehåndsarbejde nogle uger endnu.  

Alt imens kommunernes budgetter skrider som følge af snerydning, måtte Lene Hansen (S) nemlig en tur på sygehuset med en brækket arm efter sidste uges snestorm.

Borgmesteren forsøgte at rydde sneen i indkørslen til hendes hjem, men faldt i stedet og brækkede højre håndled. Trods handicappet, tager hun oplevelsen med stiv arm.

- Om ikke andet så vækker det en vis opmærksomhed, når jeg er rundt i kommunen. Da vi i sidste uge besøgte skoler og børnehaver i kommunen, spurgte børnene ind til, hvad der var sket. Det er rigtig besværligt, men pyt siger jeg til mig selv. Det kunne være gået værre, fortæller hun til TV2 Nord.

Nyhedsbrev