Der hersker stor uvidenhed om betingelserne for at få kontanthjælp, hvis man bliver arbejdsløs
09.02.2010 kl. 07.32
En stor del af danskerne på arbejdsmarkedet er uvidende om betingelserne for at få kontanthjælp og dagpenge.
Samtidig har mange en urealistisk forventning om, at det offentlige træder til med hjælpeforanstaltninger, hvis de bliver arbejdsløse.
En undersøgelse, som a-kassen ASE har fået lavet, viser, at 28 procent af folk i arbejde ikke kender til reglerne for kontanthjælp. Værst ser det ud i Nordjylland, hvor tallet er oppe på 33 procent.
Socialchefernes formand Ole Pass, der er socialdirektør i Rødovre Kommune, finder tallene skræmmende, for det kan koste dyrt i tilfælde af arbejdsløshed.
- For mange af vore klienter er det ofte et chok ud over det at blive arbejdsløs, at de ikke bliver fanget af det offentlige sikkerhedsnet, siger han til Nordjyske Stiftstidende.
Direktør Jesper Bøge fra ASE kalder tallene triste. I yderste konsekvens kan det betyde, at de må sælge både tv, bil og hus for at klare sig, til de finder et nyt job, konstaterer han.