02.02.2010 kl. 07.45

Firmaer søger mod Østdanmark

Kommunerne i hovedstadsområdet øger forspringet i forhold til at tiltrække nye virksomheder

Kommunerne i hovedstadsregionen lægger afstand til det øvrige land, når det gælder evnen til at tiltrække nye virksomheder og skabe vækst i det private erhvervsliv.

På den topti liste over årets erhvervskommuner, som dagbladet Børsen i dag præsenterer, er otte af kommunerne fra region Hovedstaden.

Dens stærke placering understreges af, at 14 af de øverste 30 på listen kommer fra den region. Og det er sandsynligt, at hovedstadsregionen kan lægge endnu mere afstand til resten af landet i de kommende år.

Region Midtjylland med landets andet store erhvervsmæssige kraftcenter er end ikke repræsenteret i top-ti, mens Green-undersøgelsen udpeger Ringsted som Årets Erhvervskommune.

- Der er store fordele for virksomhederne ved at placere sig der, hvor der er højtuddannet og specialiseret arbejdskraft at hente, og hvor der typisk også er leverandørvirksomheder og et marked at afsætte nogle af sine vare på, siger seniorforsker Gabriel Pons Rotger, Instituttet for Anvendt Kommunal Forskning, til avisen.

I Dansk Industri tror underdirektør Hanne Schou, at region Hovedstaden fortsat vil tiltrække virksomheder og vækst.

- Internationalt er det også en fordel med en stærk metropol, som kan konkurrere med Berlin, Hamborg og andre store byer. Men det er ikke nødvendigvis til fordel for hele Danmark, at en meget stor del af udviklingen koncentreres i metropolen, siger hun.

Hun mener, at der i alle landets fem regioner er kraftcentre, hvor der kan skabes vækst.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Firmaer søger mod Østdanmark Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger