15.12.2010 kl. 09.00

Kvalitetsreform får dumpekarakter

Et flertal af de kommunale ledere mener ikke, at kvalitetsreformen har ført til bedre service og mindre bureaukrati

Under overskriften ”Bedre velfærd og større arbejdsglæde” præsenterede regeringen i sommeren 2007 sin stort anlagte kvalitetsreform med 180 initiativer, som havde til formål at fremme kvaliteten i den offentlige sektor.

Men ifølge et flertal af de kommunale ledere har kvalitetsreformen indtil videre slet ikke virket efter hensigten.

55 procent af lederne i kommunerne mener ikke, at der med reformen er blevet skabt rammer for bedre kvalitet af den offentlige service. Og kun en femtedel af lederne, 22 procent, er efter implementeringen af kvalitetsreformen begyndt systematisk at arbejde med afbureaukratisering.

 Det viser Danmarks hidtil største undersøgelse om ledelse i kommunerne, baseret på svar fra 2.182 ledere. Undersøgelsen er foretaget af Lederne i samarbejde med Syddansk Universitet og Kommunaldirektørforeningen.

Stærkt bekymrende

Formanden for Lederne Svend Askær betegner det som stærkt bekymrende, at kvalitetsreformen får dumpekarakter af de kommunale ledere.

- Den klare melding fra lederne i kommunerne viser desværre, at det ikke er blevet lettere at agere som leder efter kvalitetsreformen. Det er ikke blevet hurtigere og nemmere at træffe beslutninger, og der er ikke blevet mindre bureaukrati, siger han.

Heller ikke formanden for Kommunaldirektørforeningen, Jens Christian Birch, mener, at kvalitetsreformen har ført til bedre service. 

Forfejlet udgangspunkt

En af landets førende eksperter i offentlig ledelse, professor Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet, er ikke overrasket over den klare holdning fra flertallet af lederne i kommunerne.

- Hele udgangspunktet for kvalitetsreformen var forfejlet og byggede på et naivt billede af den offentlige sektor. Man antog, at der var brug for en modernisering og effektivisering af den offentlige sektor, men hele den proces var og er allerede i fuld gang, siger han.

Hele undersøgelsen om ledelse i kommunerne offentliggøres i januar i forbindelse med en konference på Christiansborg. 

 

 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kvalitetsreform får dumpekarakter Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger