06.12.2010 kl. 06.36

Flere går fra hus og hjem

Et voksende antal lejere sættes på gaden. Socialministeren mener, at kommunerne skal gribe ind noget før

Antallet af lejere, der må sættes på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, er stærkt stigende.

Alene i København er udsættelsessagerne frem til december steget med en tredjedel i forhold til sidste år, viser tal fra kommunens socialforvaltning.

- Det er almindelige mennesker med en indkomst, f.eks. en kassedame eller rengøringshjælper. Eller folk på overførselsindkomster, der ikke har råd til at bo i vores billigste lejligheder, siger direktør Jesper Nygård, boligselskabet KAB, til Berlingske Tidende.

Udviklingen bekræftes af boligforsker Gunvor Christensen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Hun siger, at der er sket en stigning hvert år de sidste mange år, og hun forventer, at det fortsætter.

Tidlig dialog om økonomien

Socialminister Benedikte Kiær (K) erkender, at det er et problem, at antallet af lejere, der sættes på gaden, vokser måned for måned. Hun mener, at kommuner og boligselskaber ikke er gode nok til at forebygge.

- Jeg hører f.eks. fra boligselskaberne, at de ikke får respons, når de beder kommunerne om hjælp. Det er ærgerligt, for det bedste og billigste er, hvis kommunerne griber tidligt ind, siger hun til avisen.

Hun mener, at mange på almindelig lønindkomst kan hjælpes gennem en tidlig dialog med kommunerne.

- Det handler om værktøjer til at styre deres økonomi, fordi de er faret vild, lyder ministerens forklaring.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flere går fra hus og hjem Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger