03.12.2010 kl. 08.38

Furesø kræver gældssanering

Der er brug for en oprydning i milliardgælden efter Farum-sagerne, mener man i Furesø Kommune

Efter et lille års forhandlinger er en ny Furesø-aftale på trapperne. Og der er hårdt brug for den, mener man i Furesø Kommune.

Herfra lyder vurderingen, at man ikke længere kan leve op til den gamle aftales løfte om, at borgerne ikke skal lide under gælden fra Farum Kommune. Skal løftet opfyldes, mangler der 1,7 milliarder kroner.

Sanering er retfærdig

Furesø Kommune har netop sendt sit udkast til en ny aftaletekst til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Førsteprioriteten er en gældssanering, skriver borgmester Ole Bondo Christensen (S) og viceborgmester Susanne Mortensen (K) i et følgebrev til ministeren.

- Vi finder, at en gældssanering vil være den mest ”retfærdige” måde at løse problemet på, for realiteterne er jo, at de spektakulære finansarrangementer, som kommunen i dag trækkes med, kunne have været stoppet på et tidligere tidspunkt, hvis de statslige tilsynsmyndigheder havde grebet ind i rette tid, lyder deres argument.

- Hertil kommer, at en del af dispositionerne efterfølgende ved to retsinstanser er blevet dømt som værende kriminelle, påpeger de.

Tilskud skal hæves

Hvis Furesø ikke kan få en gældssanering, foreslår byrådet, at staten hæver det særlige tilskud til kommunen. Det lyder i dag på 50 millioner kroner årligt frem til 2021, men det bør ifølge byrådet forhøjes til 135 millioner kroner og forlænges til 2029.

Kommunens gæld lyder p.t. på godt 2,5 milliarder kroner.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Furesø kræver gældssanering Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger