17.08.2010 kl. 08.44

Politikere raser over fejl

Administrationen i Nordfyns Kommune glemte udgifter for godt en million kroner. For dårligt, mener politikerne

Det er dybt kritisabelt, at man som politiker ikke kan regne med de tal, som administrationen fremlægger.

Sådan lyder det fra politikerne i Nordfyns Kommunes familieudvalg, efter medarbejderne i forvaltningen overså udgifter for 1,2 millioner kroner. Pengene, der går til førskolebørn på tre friskoler samt børn i andre kommuners fritidsordninger, vælter ikke budgettet, men fejlen irriterer alligevel.

- Jeg synes, det er en anelse frustrerende, at man åbenbart ikke kan trække pålidelige tal fra administrationen. Med de lønninger, som de kommunale chefer får i dag, så skulle man synes, at der er råd til at ansætte kvalificerede folk, siger udvalgsmedlem Bent Soelberg (V) til Fyens Stiftstidende.

Ikke gearet

Det er ikke første gang, der bliver lavet fejl i administrationen. Omkring nytår stod familieudvalget eksempelvis med en ekstraudgift på 3,6 millioner kroner til dagplejen.

Udvalgsmedlem Dorte Schmidt Brown (Lokal) frygter, at medarbejderne ikke er gearet til at håndteret budgettet i en storkommune.

- En af ulemperne ved, at kommunerne er lagt sammen, er, at budgettet er blevet så stort. Førhen kunne administrationsfolkene måske huske mange af udgifterne fra år til år, men det går ikke mere. Man kan ikke længere forlade sig på folks hukommelse, konstaterer hun.

Skolechef beklager

Skolechef Flemming Schultz indrømmer og beklager fejlen.

- Vi må tage det på vores kappe. Politikerne besluttede sidste år at dække udgifterne til førskolebørn i de pågældende skoler, men vi har af en eller anden årsag ikke fået det med i budgettet, forklarer han.

- Hvad angår udgiften til skolefritidsordning, så kan jeg ikke sige præcis, hvor fejlen ligger. Der kan være sket det, at vi er blevet overraskede over, hvor mange børn, der var. Det er jo et overslag, vi laver, når vi lægger budget, siger skolechefen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Politikere raser over fejl Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger