26.10.2009 kl. 09.38

Flere fusioner på vej

Et stort antal lokalpolitikere så gerne deres kommune sammenlagt med en eller flere naboer

Kommunesammenlægningernes tid er ikke forbi. I hvert fald ikke hvis det står til 2.680 byrådspolitikere og -kandidater landet over, der ifølge en meningsmåling foretaget af Berlingske Research går ind for at fusionere deres kommuner med naboerne.

En af de giftemodne kommuner er Ringsted, hvor borgmester Niels Ulrich Hermansen (V) gerne så en sammenlægning med nabokommunen Sorø.

- En sammenlægning af Ringsted og Sorø vil give en optimal kommunestørrelse til at løse opgaverne. Og jeg tror, det vil blive aktuelt at kigge på landkortet endnu engang om nogle år, siger borgmesteren til Berlingske Tidende.

Som andre potentielle fusionskommuner nævnes Middelfart-Nordfyn, Greve-Solrød, Lemvig-Struer-Holstebro og Ishøj-Vallensbæk.

Den sidstnævnte model afvises dog af Vallensbæks borgmester Kurt Hockerup (K), selv om hans kommune i forvejen samarbejder med nabokommunen Ishøj på en række områder.

Venstres kommunalordfører Erling Bonnesen forstår godt ønsket om nye sammenlægninger, men han vil ikke tvinge vrangvillige kommuner til alteret.

- Vi har lige haft en kommunalreform, som man skal bruge alle kræfter på at udnytte fuldt ud. Hvis to kommuner af egen drift ønsker en sammenlægning, vil vi godt overveje det. Men det skal ske frivilligt, understreger Bonnesen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flere fusioner på vej Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger