19.10.2009 kl. 07.18

Unge på landet dropper uddannelsen

Regeringens målsætning er under pres, fordi færre unge fortsætter uddannelsen efter folkeskolen

Regeringen har svært ved at leve op til sin målsætning om, at 85 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse næste år. Det er især de unge i landets udkantsområder, som trækker snittet nedad.

Nye tal viser, at mere end hver femte af landets unge mellem 20 og 40 år ikke har anden uddannelse end folkeskolen. Det præcise tal er 22 procent i 2008, og det er kun én procent mindre end i 2002.

I ni af landets 98 kommuner går det endda tilbage, så færre unge får anden uddannelse end de ni eller ti år i folkeskolen. De ni kommuner ligger samtidig i landets udkantsområder, og det får professor Anders Holm fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet til at frygte, at alle med lyst til at uddanne sig forlader store dele af provinsen.

- Den sorte teori er, at Danmark bliver mere regionalt opdelt mellem, hvor de ubegavede og de begavede bor. Byerne huser de veluddannede, og tilbage på landet bor de mennesker, som ikke har et formål med at flytte sig, siger han til Ugebrevet A4.

Det er blandt andet nord for Limfjorden, på Vestsjælland, Lolland-Falster og i enkelte kommuner i Sønderjylland og på Fyn, at udviklingen går den forkerte vej.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) mener, at det stadig kan lade sig gøre at nå målsætningen om de 85 procent. Han begrunder det med, at regeringen har afsat en milliard kroner ekstra, der blandt andet vil give 5000 ekstra praktikpladser.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Unge på landet dropper uddannelsen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger