13.10.2009 kl. 06.21

Sygefravær er bedre end sit rygte

Det er ikke mangelfuld indsats, der er skyld i kommunernes sygefravær, viser en undersøgelse

Der er naturlige grunde til, at kommunalt ansatte har flere sygedage end ansatte i staten og i det private. Det viser en undersøgelse, som KL’s forhandlingssekretariat har foretaget for KL's nyhedsbrev Momentum.

I den kommunale sektor har en ansat gennemsnitligt 13 sygedage om året, i det private er det ni dage og i staten otte dage.

I kommunerne er der en stor overvægt af kvinder, mens der er flest mænd ansat i de to andre sektorer. Undersøgelsen viser, at denne kønsforskel spiller en stor rolle i antallet af sygedage. Typen af arbejdsopgaver spiller også en vigtig rolle. Hvis man udligner kønsforskellen og arbejdsopgaverne i sektorerne, så udligner man i høj grad også forskellene i sygedage.

Thomas Lund, ekspert i sygefravær og fastholdelse ved International Research Institute of Stavanger, mener på baggrund af undersøgelsen, at kritikken af kommunerne indsats over for sygefravær bør forstumme.

- Vi ved, der er forskel på mænd og kvinders helbred. Og vi ved, at ikke alt arbejde er lige sundt, samt at det er fordelt forskelligt mellem sektorerne. Det har derfor hele tiden slået mig, at det var en uberettiget heksejagt på kommunerne. Og denne undersøgelse bekræfter jo, at forskellen i høj grad kan forklares med nogle helt naturlige årsager, siger han til Momentum.

Mange kommunale job er præget af tæt fysisk kontakt med borgere og klienter. Det er med til at sende sygefraværet forholdsvis mere i vejret.

- Hvis du er snotforkølet, er det måske ikke en god idé at stå nede i bagerbutikken, men jeg kan godt sidde foran computeren herhjemme og registrere det som arbejde. Hvis jeg er mentalt stresset, vil jeg sikkert godt kunne finde nogle ting, jeg kan gøre uden at melde mig syg, forklarer seniorforskeren om sygdom i det private og i staten.

- Men hvis du sidder nede på jobcentret og skal tackle klienter hele dagen, så dur det bare ikke, pointerer han.

Hvis arbejdsopgaverne var de samme i de tre sektorer, og kønsforskellen udlignet, ville antallet af sygedage i kommunerne være 10,31, det ville være 9,99 i staten og 8,17 i det private.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Sygefravær er bedre end sit rygte Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger