03.11.2009 kl. 08.06

Biblioteker undgår nye lukninger

Bibliotekerne slipper billigt i forhold til de kommunale besparelser i 2010, også når det gælder lukning af filialer

Landets biblioteker går stort set fri for nye lukninger i 2010.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Biblioteksforening, der har gennemgået kommunernes budgetter for næste år.

Ifølge den er tendensen med filiallukninger næsten stoppet. Kun to kommuner oplyser, at man lukker filialer. Esbjerg lukker således tre helt små filialer, men øger åbningstiden på de større filialer og køber en ny bogbus. Langeland lukker også filialer, men oplyser samtidig, at disse erstattes af en bogbil.

- Det er godt at høre, at filiallukningerne ser ud til at have toppet, og at de få kommuner, der lukker filialer i stedet etablerer mobile tilbud og andet, siger Biblioteksforeningens formand Vagn Ytte Larsen.

I det hele taget slipper bibliotekerne billigt, når det gælder besparelser til næste år. Hovedtallene for bibliotekernes budgetudvikling i 2010 viser således, at der i syv kommuner kan ventes en stigning på budgettet.

I 30 kommuner bevares status quo, mens 61 kommuner vil gennemføre mindre reduktioner på budgettet. For disse 61 kommuner er den gennemsnitlige reduktion på cirka to procent. Reduktionerne berører især personale, men også åbningstiderne og materialeindkøb påvirkes.

I år er der blevet lukket omkring 20 filialer på landsplan, som skal ses i sammenhæng med de seneste ti års udvikling, hvor antallet af betjeningssteder er faldet fra 849 i 1998 til 510 i 2008.

Om filiallukningerne kommer til at omfatter flere end de to nævnte kommuner er endnu uvist, for en lille håndfuld kommuners budgetbesparelser er endnu ikke udmøntede, og enkelte, blandt andet Kerteminde oplyser, at man måske også kommer til at lukke filialer, når besparelserne skal udmøntes.

Læs Danmarks Biblioteksforenings budgetundersøgelse 2010.

 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Biblioteker undgår nye lukninger Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger