12.05.2009

Kontrol med københavnsk forvaltning

Et flertal på Københavns Rådhus vil sætte et eksternt revisionsfirma til at gennemgå forholdene i børne- og ungdomsforvaltningen. Kun borgmester Bo Asmus Kjeldgaards SF står uden for flertallet

Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning har i årevis været plaget af økonomisk rod. Det gik for alvor galt under tidligere borgmester Per Bregengaard (Enhl.), og hans efterfølger Bo Asmus Kjeldgaard (SF) har ikke formået at få ryddet op.

Det mener et flertal i Borgerrepræsentationen, der nu vil sætte et eksternt revisionsfirma til at holde rede på finanserne i forvaltningen.

Ifølge Berlingske.dk skal revisionsfirmaet først og fremmest sikre, at der bliver strammet op på økonomistyringen inden for børneområdet, hvor kommunen har været nødt til at give flere ekstrabevillinger.

Den i forbindelse med den øgede kontrol skal forvaltningen også lave en redegørelse over, hvor mange børn der bruger kommunens institutioner, og hvordan man forbedrer udnyttelsen af kapaciteten. Forvaltningen skal også udarbejde en handlingsplan, der sikrer, at budgetterne overholdes uden forringelser.

Det er en bred koalition, der nu skrider ind over for børne- og ungdomsforvaltningen. Ifølge Berlingske.dk er det kun borgmesterens eget parti SF, der ikke står bag kravet om skærpet kontrol.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kontrol med københavnsk forvaltning Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger