17.08.2009 kl. 10.25

Hotspot skal stoppe kriminalitet

Præventivt hotspot-arbejde har været en succes i Valby. Modellen skal nu kopieres til andre dele af København

Beboerne i Valby føler sig mere trygge efter udpegelsen af to såkaldte hotspot-områder, hvor bandekriminalitet skal forebygges.  Derfor vil Københavns integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) udvide succesen til andre dele af kommunen.

Hotspot er steder, hvor kriminelle samles. Nørrebro og Tingbjerg er plaget af bandekonflikt, hærværk, våbenbesiddelse, gaderøverier, og de kan derfor blive de to næste hotspot, der får opmærksomhed.

- Det er de områder, der i dag er meget belastede af bandekriminaliteten, og der er stor utryghed blandt beboerne. I mine øjne er det fuldstændig nødvendigt at sætte stærkt ind i de områder, siger Jakob Hougaard til Berlingske Tidende.

Han vil derfor arbejde for at få udnævnt to til tre nye hotspot-områder i plagede bydele.

Nye tal fra Københavns Kommune viser, at utrygheden blandt beboerne i Valby er godt og vel halveret efter indførelsen af hotspot. Arbejdet indebærer blandt andet, at der er udpeges en ansvarsperson, der koordinerer det præventive arbejde på tværs af forvaltninger og myndigheder.

- Vi har været til stede hver dag, også i weekender og ferier. Og desuden vil jeg fremhæve vores tætte samarbejde med politiet. Vi har udvekslet mange oplysninger, så det har været muligt at tage en masse ting i opløbet, siger hotspot-chef i Valby Jørgen Eriksen, der peger på, at det er vigtigt at arbejdet foregår i et afgrænset område.

Politidirektør Johan Reimann fra Københavns Politi er parat til at kopiere modellen til andre dele af kommunen, men han advarer mod stigmatisering.

- Hotspot-indsatsen har givet nogle imponerende resultater, men jeg tror, man skal være forsigtig med at definere for snævre områder, så man undgår at stigmatisere en bestemt bebyggelse, som eksempelvis Mjølnerparken. Man skal kunne se problemerne lidt bredere end boligområdet, siger han.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hotspot skal stoppe kriminalitet Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger