06.10.2008

Opgiver forbud mod lastbiler

Planen om helt at forbyde tunge lastbiler i det centrale København er droppet. Forbuddet vil ikke have nogen effekt, vurderer eksperter. Det accepterer teknik- og miljøborgmesteren

Adgang forbudt for lastbiler over 18 ton. Sådan skulle der have stået på skilte omkring den centrale del af København fra 1. februar 2009. Et flertal i Borgerrepræsentationen ville helt forbyde de store lastbiler i hovedstadens smalle gader, men nu tvinges kommunen til at opgive planen.

Ifølge en uvildig trafiksikkerhedsrevision vil det ikke få nogen effekt at forbyde lastbiler i den indre by. Tværtimod ville lastbilerne tvinges til 400.000 ekstra højresving for at slippe uden om bymidten. Det har gjort indtryk på teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R).

- Forbuddet bliver ikke til noget. I samarbejde med eksperterne og vognmandsbranchen må vi i stedet finde på nogle bedre løsninger, som kan forhindre de højresvingsulykker, ingen kan acceptere, siger han til Berlingske Tidende.

Dansk Cyklistforbund har hidtil støttet lastbilforbuddet, men her accepterer man borgmesterens holdning.

- Vi vidste godt, at der ville komme en trafiksikkerhedsrevision. Og den nye viden gør, at forudsætningerne for et forbud er bristet. Man rammer jo ikke altid plet i første forsøg, men det er vigtigt at understrege, at Københavns Kommune gør meget for at gå nye veje for at forbedre trafiksikkerheden, siger forbundets direktør Jens Loft Rasmussen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Opgiver forbud mod lastbiler Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger