28.03.2008

Thorndahl: Jeg hader ikke Løkke

Oven på sagen, der fik Uffe Thorndahl til at forlade De Konservative, understreger han, at han ikke hader finansminister Lars Løkke Rasmussen. Men han fastholder sin hårde kritik af ministeren

Uffe Thorndahl hader Lars Løkke Rasmussen (V). Sådan har flere politiske kommentatorer begrundet Hørsholms-borgmesterens voldsomme udfald mod finansministeren. Men nu understreger Thorndahl, at han bestemt ikke hader Løkke.

- Der er nogle, der påstår, at jeg ligefrem skulle hade Lars Løkke Rasmussen. Det vil jeg fuldstændigt afvise. Sådanne følelser er Lars Løkke Rasmussen ude af stand til at vække i mig, skriver den nu partiløse borgmester i en pressemeddelelse.

Her fastholder Uffe Thorndahl til gengæld sin voldsomme kritik af finansministeren, som han kom på kant med i sin tid som amtsrådsmedlem i Frederiksborg Amt. Her havde Løkke som amtsborgmester ifølge Thorndahl et afslappet forhold til offentlige midler.

- Det kan ikke være rigtigt, at Lars Løkke Rasmussen - når han eksempelvis i en weekend ikke kan få mad i hjemmet i Græsted - så blot går ind og spiser på skatteydernes regning på den nærliggende Græsted Kro, skriver borgmesteren.

Han påpeger også, at Lars Løkke Rasmussen ved flere tilfælde brugte amtets kontokort til at bespise partifæller fra hele landet.

- Lars Løkke Rasmussen serverer eksempelvis den 25. maj 1999 12 store fadøl på Færgekroen i Tivoli for sine tre partifæller Martin Geertsen, København, og Rikke Hvilshøj og Jan Jørgensen, begge Frederiksberg. Mødet er helt uden interesse og betydning for skatteyderne i Frederiksborg Amt. Alligevel kom de altså til at betale, konstaterer Uffe Thorndahl.

- Jeg mener ikke, at Lars Løkke Rasmussen har kvaliteterne til at være finansminister, og skulle han gå hen og blive statsminister, ville det være en katastrofe for landet. Lars Løkke Rasmussen er simpelthen ikke gjort af det stof, man gør statsministre af, fastslår han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansministeren.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Thorndahl: Jeg hader ikke Løkke Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger