Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning skal over de næste tre år udvikle et offentligt behandlingstilbud, som retter sig mod mennesker, der bliver syge af stress på arbejdet.
Bag initiativet står Region Midtjylland. Formålet er i første omgang at undersøge alle sygedagpengemodtagere i to kommuner med uafbrudt fravær over fire uger.
Overlæge og leder af projektet Ole Carstensen siger, at hensigten er at hjælpe de stressramte samtidig med, at man forsøger at finde ud af, hvordan man bedst behandler.
- Vi skal give enkeltpersoner redskaber til at håndtere stress og samtidig få arbejdspladser til at ændre nogle forhold, så de belaster folk mindre, siger han til Ritzau.
I 2002 var stress skyld i næsten hvert fjerde tilfælde af sygefravær over to uger, og tallet er sandsynligvis steget siden. Alene i Herning er andelen af stresspatienter steget fra 10 procent i 2002 til 25 procent i 2007.
Ole Carstensen mener, at én af de store stressfaktorer i den offentlige sektor har været kommunalreformen, som har medført, at mange er blevet revet ud af deres vante omgivelser og placeret i et nyt fællesskab.
- Nogle får nye arbejdsopgaver uden at have fået den bedste introduktion og oplæring, og det har været en stor del af de personer, vi har set inden for det sidste år, siger han.
Også den lave ledighed været en stressfaktor, da den har medført, at skrøbelige personer kommer ud på arbejdsmarkedet og får job, som de i virkeligheden ikke magter.