10.01.2008

Mere sundhed i sportshallerne

Kommunerne er blevet bedre til at servere sund mad til borgerne i sportshallerne. Et øget fokus på sundhed og kommunernes nye ansvar for forebyggelse, er en del af forklaringen

Det er blevet lettere at finde et alternativ til de fedtede pomfritter, når sulten melder sig i landets sportshaller. Ifølge leder af projektet Mad i bevægelse under Kræftens Bekæmpelse, Simon Rask, er kommunerne efter kommunalreformen blevet bedre til at tænke på sundheden i forbindelse med idrætten.

- Siden den nye kommunale reform trådte i kraft for godt et år siden, har vi mærket en markant ændring i forhold til, at kommunerne nu helt naturligt tænker sundhed ind i deres institutioner – og dermed også sportshaller, siger Simon Rask til Børsen.

Han peger på, at flere og flere kommuner for eksempel skriver kravet om sundhed ind i forpagtningsaftalerne om cafeterierne i de kommunale sportshaller.

- Et friskt eksempel er Rudersdal Kommune, hvor sund mad er et krav i konceptet for det udbudsmateriale, som er sendt ud for et cafeteria i en af kommunes sportshaller. Det er blevet en helt ny trend, der for alvor er blevet stimuleret af kommunalreformen, siger Simon Rask.

Projektlederen peger dog på, at der stadig er et stort behov for at udvikle nye, sunde alternativer til den traditionelle cafeteria mad og for undervisning af personalet i sportshallerne.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mere sundhed i sportshallerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger