27.09.2007

Århus låner en halv milliard af borgerne

Århus Kommune vil vente med at betale en halv milliard kroner tilbage til tusindvis af borgere, som i flere år har betalt for meget for fjernvarme. Politikerne vil bruge pengene som et lån

Århus Kommune har lånt en halv milliard af borgerne uden at spørge først. Lånet var nemlig oprindeligt ikke et lån, men derimod en portion penge, som borgerne har betalt for meget for deres fjernvarme.

Borgerne betalte for meget, fordi varmeproduktionen viste sig at være billigere, end man regnede med.

Venstre-gruppen i Århus mener, at den halve milliard skal betales tilbage med det samme. Men et flertal i byrådet fastholder, at pengene hellere skal bruges som et lån, der kan finansiere nye initiativer på miljø- og energiområdet. Ifølge Ritzau mener flertallet, at pengene så skal betales tilbage til borgerne i løbet af de næste fire år.

Kommunen vil blandt andet investere pengene i energibesparelser, der vil betyde lavere takster for varme senere hen.

Jacob Bundsgaard Johansen, politisk ordfører for Socialdemokraterne i Århus, understreger, at kommunen ikke tager borgernes penge, men bare betaler dem tilbage senere. Han mener i øvrigt, at det ville være forkert at udbetale pengene på én gang.

- Det vil opleves som en meget stor takstnedsættelse i ét år, som så efterfølges af en stor forhøjelse næste år, hvis pengene udbetales på en gang. Og det vil gøre det svært for fjernvarmeforbrugerne at disponere, siger Jacob Bundsgaard Johansen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Århus låner en halv milliard af borgerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger