18.09.2007

Parat til at opgive betalt frokostpause

Fagforeningen FOA er klar til at afskaffe den betalte frokostpause, hvis det kan give bedre lønvilkår i det offentlige. Det kan blive aktuelt, hvis arbejdsgiverne vil betale, siger formanden for FOA

FOA’s formand Dennis Kristensen er parat til at slagte en af de hellige køer på det offentlige arbejdsmarked, når overenskomstforhandlingerne går i gang. Han vil nemlig overveje at opgive den betalte frokostpause, hvis det bliver nødvendigt for at skaffe et lønhop i den offentlige sektor.

Den betalte frokostpause på en halv time om dagen svarer til, at offentligt ansatte hvert år har 3 ugers ekstra ferie i forhold til privatansatte, der ikke får løn i pausen. Derfor kan det gøre en stor forskel, hvis FOA vælger at bruge den betalte frokost som et emne til forhandlingerne.

- Hvis arbejdsgiverne er parat til at smide penge på bordet, så lad os sætte os ned og snakke om det. Jeg vil ikke afvise det. Nogle af vores faggrupper er så pressede, at de måske hellere selv vil betale deres frokost end at stå til rådighed hele arbejdsdagen uden pauser, siger Dennis Kristensen til Børsen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Parat til at opgive betalt frokostpause Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger