11.10.2007

For få penge til at fjerne lukkedage

Regeringen har afsat 50 millioner kroner til at afskaffe lukkedage i daginstitutionerne. Men beregninger fra familie- og arbejdslivskommissionen viser, at det kun rækker til at fjerne en halv lukkedag

En halv lukkedag mindre i de danske vuggestuer og børnehaver. Det er, hvad det kan blive til, ud fra regeringens plan for at finansiere kvalitetsreformen. Regeringen har lovet at fjerne alle lukkedage på almindelige hverdage, men har kun afsat 50 millioner kroner til at nå målet.

Det fremgår ifølge Berlingske Tidende af et forhandlingsnotat fra regeringen.

Familie- og arbejdslivskommissionen har vurderet, at det vil koste 475 millioner kroner at fjerne alle de otte lukkedage, institutionerne i gennemsnit har hvert år. Hvis man sammenligner det tal med regeringens notat, betyder det altså, at der kun er penge til at fjerne en halv lukkedag, mens der stadig er syv en halv dag tilbage.

Socialdemokraterne har budgetteret med cirka en halv milliard kroner til at afskaffe lukkedagene. Derfor er partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen overrasket over regeringens måde at budgettere på.

- Jamen, det er jo intet mindre end et mirakel, at man for så få penge kan fjerne alle lukkedage, siger han til Berlingske Tidende.

Venstres familieordfører Inger Støjberg opfordrer til at slå koldt vand i blodet.

- Disse forhandlinger er lige begyndt, så jeg vil ikke gå i detaljer nu. Men det står fast, at der skal ingen lukkedage være på almindelige hverdage. Men det skal også være sådan om sommeren, hvis der ikke er så mange børn, at man kan lukke i den periode. Selvfølgelig skal der være et ordentligt pasningstilbud et andet sted, siger hun.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: For få penge til at fjerne lukkedage Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger