03.10.2007

Kommuner svækker skoleledelser

Stik imod kvalitetsreformen og OECD’s anbefalinger skærer kommunerne ned på skoleledelserne. Det påpeger foreningen Skolelederne på baggrund af en rundspørge blandt kommunerne

Kommunerne slår skolernes lederstillinger sammen og giver mindre tid til ledelse. Det viser en rundspørge, som fagforeningen Skolelederne har lavet.

I forbindelse med reformen er kommunerne i færd med at omstrukturere skolerne. Men ifølge Jens Færk, formand for Skoleledernes Fællesorganisations styregruppe, bliver det ikke gjort på en bæredygtig måde.

- Billedet viser, at der i de nye kommuner skæres ledelsesstillinger og ledelsestid væk, og at kommunerne bruger forskellige krumspring for at undgå at besætte ledige lederstillinger eller trykke ledernes løn- og arbejdsvilkår. Det giver på skolerne og i lokalmiljøet stor usikkerhed for elever, forældre og ansatte, siger han.

Skolelederne peger på, at nedskæringerne sker på trods af, at både OECD og kvalitetsreformen lægger op til, at ledelsen på landets skoler skal styrkes.

I Tønder Kommune bliver 9 lederstillinger lige nu besat af konstituerede skoleledere. Kommunen har besluttet at beholde de midlertidige ledere ind til sommeren 2008 på trods af, at de højst må besætte posten i fire måneder ifølge normal praksis. Samtidig har kommunen besluttet at skære 20 procent af ledelsestiden.

Styregruppens næstformand Erik Lorenzen mener, at billedet er næsten det samme i resten af landet.

- Som ledere stiller vi os ikke i vejen for en hensigtsmæssig indretning af skolevæsenerne. Men er der tale om en generel udvikling med for eksempel nedskæringer på 20 % i ledelsestimer, må vi konstatere, at de nye kommuner i deres iver efter stordrift dræner folkeskolen for ledelseskraft, siger han.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner svækker skoleledelser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger