02.10.2007

Lav løn skræmmer hjemmehjælpere væk

For lav løn får hver anden medarbejder i den offentlige plejesektor til at overveje at finde et arbejde uden for ældreplejen. Det viser en ny undersøgelse, lavet af fagforbundet FOA

51 procent af medarbejderne i ældreplejen overvejer at skifte til en helt anden type job. De flygter først og fremmest fra den lave løn i ældresektoren. Det viser en ny undersøgelse, fagforbundet FOA har offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning i dag.

Steen E. Navrbjerg, forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, mener, at undersøgelsens resultater er foruroligende.

- Hvis medarbejderne i det offentlige søger væk, vil der simpelthen ikke være nok til at tage sig af de ældre, og så står vi med et kæmpestort problem, siger han til Politiken.

Der bliver flere ældre i Danmark i de kommende år. Og ifølge FOA vil en tredjedel af de 80.000 ansatte i ældreplejen gå på pension inden 2015. FOA’s formand Dennis Kristensen, mener, at den eneste holdbare løsning på det problem er at hæve lønnen.

- Det kan være, at der er så store lønforskelle, at de ikke kan lukkes ved en enkelt overenskomstforhandling. Men vi skal have andel i den almindelige velstandsstigning, og det gælder især kvindefagene, hvor man ofte har med mennesker at gøre, siger han.

Dennis Kristensen regner med, at kommunerne skal rekruttere omkring 35.000 medarbejdere til ældreplejen i løbet af de næste otte år.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Lav løn skræmmer hjemmehjælpere væk Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger