01.10.2007

SSP: Nej til lovlig graffiti

Esbjerg Mesterskabet i graffiti er aflyst efter en henvendelse fra kommunens SSP-udvalg. Lovlig graffiti fører til ulovlig graffiti, mener SSP-konsulent Morten List Christensen

Om små to uger er der kulturnat i Esbjerg. I den forbindelse ville arrangørerne afvikle et bymesterskab i graffitimaling, men det bliver alligevel ikke til noget. Esbjerg Kommunes SSP-udvalg synes nemlig ikke om idéen. Herfra kontaktede man derfor arbejdsgruppen bag kulturnatten og fik mesterskabet aflyst.

- Vi bruger ikke ordet graffiti i vores kommune. Vi bruger ordene hærværk med tus og pen, forklarer SSP-konsulent Morten List Christensen til JydskeVestkysten.

- Uanset om det er i dagslys og på lovlige plader, kan den slags friste svage sjæle, så vi tydeligt kan se det på broer og busskure bagefter. Det fortalte jeg arbejdsgruppen, og jeg gjorde dem opmærksom på, at de ville have et moralsk ansvar, hvis der kom grafittikriminalitet i kølvandet på mesterskabet, fortæller han.

Idéfolkene bag graffitimesterskaberne forstår ikke SSP-udvalgets holdning.

- Jeg begriber det ikke. Vi havde netop lavet et kontrolleret arrangement, som opfordrer til at være lovlig med graffiti. Og som i øvrigt var lige til at gribe for SSP, hvis de vil i dialog med de unge. At prøve at dræbe det, er en forkert vej, siger denne ene af arrangørerne Jeppe Larsen.

Kulturnatten i Esbjerg finder sted den 12. oktober, men altså uden graffiti - af lovlige slags.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: SSP: Nej til lovlig graffiti Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger