07.05.2007

Markant støtte til Khader

Den konservative europaparlamentariker Gitte Seeberg slutter sig til Naser Khaders nye parti. Partiet får også opbakning fra de kendte erhvervsfolk Asger Aamund og Lars Kolind (opdateret)

Intet tyder på, at Naser Khader og Anders Samuelsen bliver ensomme, når de forlader Det Radikale Venstre og danner deres eget parti. Ifølge Berlingske Tidendes netavis vil Gitte Seeberg, tidligere folketingsmedlem og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, forlade De Konservative og slutte sig til Khader og Samuelsen.

Gitte Seeberg har tidligere markeret sig som en kritiker af den meget omtalte tone i indvandrerdebatten. Hun har desuden været på kollisionskurs med regeringen på spørgsmålet om udlændingepolitik.

Netavisen erfarer også, at finansfolkene Asger Aamund og Lars Kolind er klar med opbakning til det nye parti. Asger Aamund var en af støtterne, da Naser Khader stiftede foreningen Demokratiske Muslimer.

Også Mette Bock, tidligere radikal næstformand og tidligere chefredaktør på JydskeVestkysten, støtter udbryderne. Hun kritiserer De Radikale for at have svigtet partiets grundidéer.

- Det der med at stille ultimative krav og kalde Anders Fogh Rasmussen for en farlig mand ligger ikke i den radikale tradition, siger hun til JydskeVestkystens netavis.

Klokken 13.30 holder Naser Khader pressemøde på Christiansborg, hvor planerne om det nye parti vil blive offentliggjort.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Markant støtte til Khader Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger