19.06.2007

Borgmester forstår lønprotest

Plejepersonalet i Ringkøbing-Skjern Kommune kræver mere i løn. Det får de ikke, men borgmester Torben Nørregaard har sympati for deres ønske. Han håber, kvalitetsreformen vil betyde bedre løn og arbejdsforhold

En delegation fra Ringkøbing-Skjern Kommunes ældrepleje mødte tirsdag op på borgmesterkontoret i Ringkøbing med et klart krav: Mere i løn.

Som deres kolleger i nabokommunen Holstebro mener personalet i Ringkøbing-Skjern, at den lave løn er skyld i medarbejderflugt og problemer med rekrutteringen. Fra kommunens side afviser borgmester Torben Nørregaard (V), at der er råd til lønstigninger, men det betyder ikke, at han ikke har sympati for de ansatte.

- Jeg forstår godt, at de er utilfredse med lønnen, for man kan jo tage arbejde på en af vores industrivirksomheder og tjene 15 kroner mere i timen. Samtidig er kommunerne ofte nødt til at skære ned og skabe ringere arbejdsvilkår, og det er ikke rimeligt, siger han til Danske Kommuner Online.

Torben Nørregaard mødes igen onsdag med delegationen for at tale om normering, kontrol, seniorordninger og arbejdets organisering. Her kan kommunen justere på håndtagene, men grundlønnen er der ikke råd til at ændre. Det må ske fra statslige side, siger borgmesteren.

- Jeg håber selvfølgelig, at kvalitetsreformen vil give hele sektoren et løft, for medarbejderne har i høj grad brug for den anerkendelse, der ligger i en lønforhøjelse, konstaterer han.

I modsætning til deres kolleger i Holstebro vedtog et stort flertal af plejepersonalet i Ringkøbing-Skjern Kommune tirsdag, at de ikke ville strejke. 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester forstår lønprotest Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger