20.12.2007

Frederikshavn er Årets Ungdomskommune

Dansk Ungdoms Fællesråd har kåret Frederikshavn som Årets Ungdomskommune. Kommunen er i front, når det gælder om at sikre gode rammer for børn og unge, lyder begrundelsen

I slutningen af januar får Frederikshavn Kommune overrakt prisen som Årets Ungdomskommune. Det er Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), der for andet år i træk uddeler prisen til en kommune, der har sikret børn og unge gode udfoldelsesmuligheder i året der gik.

- Frederikshavn arbejder seriøst sammen med de unge om at skabe nogle gode tilbud. De unge får selv lov at sætte deres præg på ideerne og udførelsen. Frederikshavn er derfor en værdig vinder og et forbillede for andre kommuner, siger Martin Justesen, der er formand for DUF.

Borgmester i Frederikshavn Erik Sørensen (S) kalder det interessant, at kommunen nu har modtaget prisen som Årets Ungdomskommune.

- I Frederikshavn Kommune er vi yderst opmærksomme på, at vi har brug for de unge. Vi har brug for deres ressourcer og vi har brug for deres viden. Det har vi, fordi vi er sikre på, at vi ikke kan tackle fremtidens udfordringer med fortidens løsningsmodeller – vi kan ikke bestemme, hvad det er, de unge gerne vil. Derfor tror vi så inderligt på, at de unge kan hjælpe os, siger han.

I prisens dommerpanel sidder politisk konsulent i DUF Tejs Lausten Jensen, konsulent i KL Jakob Thune og Sophie Alvi, der er journalist på 24timer. Herlev Kommune modtog prisen sidste år.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Frederikshavn er Årets Ungdomskommune Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger