22.08.2007

KL: Kvaliteten skal reguleres lokalt

KL kritiserer regeringens kvalitetsreform for at indeholde for mange kvalitetsstandarder. Kvaliteten i de kommunale ydelser skal hellere defineres lokalt ud fra brugerne og kommunernes vurdering, påpeger KL’s formand Erik Fabrin
tekst Ida Sass

Brugertilfredshed og kvalitetsstandarder. Det er et par af nøgleordene i regeringens kvalitetsreform, som KL’s formand Erik Fabrin (V) retter skarp kritik imod.

- Man skaber bedst kvalitet i samfundet ved at give frihedsgrader til lokalt at tilrettelægge opgaverne med afsæt i borgernes behov. Kvaliteten skabes først og fremmest i den tætte og nære dialog mellem brugerne og medarbejderne. Ikke ved opslagstavler.

- Der er ikke ét svar på, hvad god kvalitet er. Svaret vil variere fra kommune til kommune, fra institution til institution og fra brugergruppe til brugergruppe. Men her synes regeringen at have lagt døve øre til de mange råd og synspunkter, der kom frem i forbindelse med reformdiskussionerne før sommerferien, siger Erik Fabrin.

KL bakker op om en række andre tiltag i reformen. For eksempel, at komunerne skal arbejde med dokumentation og målstyring. Han påpeger dog, at kommunerne selv skal styre detaljer som, hvordan man arbejder med brugertilfredshed.

- Det er helt afgørende, at staten afholder sig fra at definere eller foreskrive de konkrete kommunale styringsmodeller, og hvordan der skal arbejdes med brugertilfredshed. De valg skal træffes i hver enkelt kommune med borgeren i centrum, siger Erik Fabrin.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: KL: Kvaliteten skal reguleres lokalt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger