06.08.2007

Flertal går ind for lektiehjælp

Kommunerne skal tilbyde lektiehjælp i skolefritidsordningerne. Det foreslår Socialdemokraterne, og nu tegner der sig et flertal i Folketinget. Både DF, De Radikale og De Konservative støtter idéen

Hver dag skal en lærer stå til rådig i tre timer for at hjælpe eleverne i landets skolefritidsordninger med deres lektier. Sådan lyder et forslag fra Socialdemokraternes oplæg til en alternativ kvalitetsreform, og det er et forslag, der får opbakning fra et flertal i Folketinget.

De Konservative lancerer nemlig samtidig en redningsplan for folkeskolen, som ifølge partiet bliver svigtet af de ressourcestærke forældre. Justitsminister Lene Espersen erklærer, at der skal sættes ind mod de faktorer, der skaber svage elever, og det vækker glæde, og en smule undren, hos Socialdemokraterne.

- Vi har forhandlet over hele foråret i Undervisningsministeriet, og her strandede forslaget om obligatorisk lektiehjælp på De Konservative. De ville ikke være med. Derfor er dette højest bemærkelsesværdigt, siger uddannelsesordfører Christine Antorini til Berlingske Tidende.

DF og Det Radikale Venstre støtter i forvejen idéen om den gratis lektiehjælp.

- Vi vil meget gerne tage en drøftelse med regeringen om at styrke folkeskolen, men vi mener, at det vigtigste i den forbindelse er at sikre, at lærerne er veluddannede. Det er alfa og omega, siger den radikale uddannelsesordfører Marianne Jelved.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Flertal går ind for lektiehjælp Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger