Virksomhederne kan ikke finde parkering i storbyerne

Af: Lasse Lundqvist, konsulent i SMVdanmark

Den: 15.11.2021 kl. 08:00

Erhvervslivet i storbyerne er langt mere utilfredse med parkeringsmulighederne, end erhvervslivet generelt er i resten af landet. De dårlige parkeringsmuligheder gør arbejdet i storbyerne vanskeligere og gør det sværere og dyrere for indbyggerne at hyre for eksempel en håndværker. I København og Aarhus er problemet størst.

Her er henholdsvis 70 pct. og 66 pct. af virksomhederne enten meget utilfredse eller utilfredse med parkeringsmulighederne i byen. I Aalborg er det 46 pct. og i Odense 32 pct. På landsplan er 22 pct. meget utilfredse eller utilfredse. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder. 

De mangelfulde parkeringsmuligheder betyder blandt andet øget ventetid og stigende priser for de storbyboere, som skal bruge en håndværker.  

Det er et kæmpe problem for særligt håndværkerne, at de skal bruge op til flere kvarter på at finde en parkeringsplads tæt på kunden i storbyerne. Ellers risikerer de at skulle gå flere 100 meter for at nå fra bilen og hen til kunden. 

Det kan de typisk ikke holde til, når man som håndværker slæber tungt værktøj og andre materialer.

Konsekvensen kan blandt andet være, at eksempelvis håndværkere afviser især mindre reparations-opgaver for kunder, der bor allermest centralt. 

Mere end 60 pct. af håndværkerne har oplevet at sige nej til en opgave på grund af ringe parkeringsmuligheder. Og i sidste ende er der kun kunderne til at betale for, at håndværkerne bruger arbejdstid på at køre rundt efter parkeringsplads. Så det er et problem, der i høj grad også er kundernes. 

Politikerne i storbyerne bør tage dette problem alvorligt, og der er en forholdsvis nem løsning: Tag nogle meter af den såkaldte 10-meter regel og gør parkering lovlig for erhvervskøretøjer. 

Reglerne siger, at man ikke må parkere 10 meter før et hjørne. Hvis vi tog nogle meter og tillod parkering for erhvervsbiler, så vil der helt naturligt opstå markant flere pladser til for eksempel håndværkere. Og det skulle ikke gælde hele tiden, men for eksempel mellem kl. 8 og 16. 

På den måde vil ingen blive generet, og håndværkerne vil kunne passe deres arbejde. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Virksomhederne kan ikke finde parkering i storbyerne Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger