Virksomheder skal blive bedre til at sortere affald

Af: Mikkel Brandrup, direktør i Dansk Affaldsforening – interesseorganisation for kommuner og kommunale affaldsselskaber

Den: 30.03.2020 kl. 16:27

Klimarådet har helt ret, når de i deres nye anbefalinger påpeger, at små virksomheder som restauranter, butikker og kontorfællesskaber skal skrue op for affaldssorteringen – og derfor kan bruge den kommunale affaldsindsamling på lige fod med husholdningerne.

Vi skal gøre det nemt for særligt små og mellemstore virksomheder at sortere mere affald. Og det her er den rigtige vej at gå.

Kun otte procent af virksomhederne sorterer plastik, skriver Klimarådet i rapporten – resten smider plastik i restaffaldet til energiudnyttelse. Det er en kilde til fossil CO2-udledning, da plastik er lavet af olie. Og derfor skal der skrues op for sorteringen.

Affald fra handels- og serviceerhverv minder i høj grad om husholdningernes og er meget forskelligartet, og der er derfor gode argumenter for, at dette kan håndteres af kommunen sammen med husholdningsaffaldet, når de kommunale skraldebiler alligevel kører forbi, skriver Klimarådet i sin rapport.

Netop fordi plastik består af fossil olie, får det særskilt opmærksomhed i Klimarådet, som anbefaler, at plastik skal designes og produceres, så det kan genanvendes langt bedre end i dag.

Vi er helt enige i Klimarådets anbefaling om, at lovgivningen skal sikre bedre design af plastikemballage, der reelt kan genanvendes. Sådan er virkeligheden nemlig langt fra i dag. Dårlig plastikemballage er et kæmpe miljø- og klimaproblem.

Klimarådet anbefaler ligeledes – i tråd med Dansk Affaldsforenings analyser – at vi skal investere i fangst af CO2 fra blandt andet affaldsenergianlæg, også kaldet CCS (carbon capture and storage).

Det får også ros med på vejen fra Dansk Affaldsforening.

Klimarådet peger ligesom os på, at der skal udarbejdes en national handlingsplan for CCS, og at vi skal have skabt de rigtige lovgivningsmæssige rammer. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Virksomheder skal blive bedre til at sortere affald Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger