Tankevækkende ansættelsesboom i det offentlige

Af: Stinne Hjorth-Andersen, chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv - den 03.03.2010 kl. 12:22


De danske kommuner og regioner har de seneste tre år ansat 6,3 procent eller 33.000 flere, viser nye beregninger fra tænketanken Cepos. Det er et tankevækkende højt tal, for sideløbende med det offentlige ansættelsesboom har det private erhvervsliv – blandt andet på grund af krisen – måttet afskedige mange flere.

Det er selvfølgelig en helt skæv udvikling midt i krisen. Det offentlige burde i stedet udnytte de store og oplagte muligheder, der ligger i at inddrage private leverandører i opgaveløsningen. Offentlig-privat samarbejde er en oplagt model at anvende, når de traditionelle offentlige opgaver skal løses. Danmark har brug for kræfter, der kan drive vores samfund videre til nye løsninger.

Innovation og drivkraft har altid været blandt forcerne i det private erhvervsliv, og derfor skal det offentlige knytte de private leverandører til sig og udnytte det private erhvervslivs kompetencer, hvis Danmark skal kunne klare sig i både den interne kamp mod den demografiske udvikling og i den globale konkurrence, hvor vi på en række områder står stadigt svagere.

Udnyt den økonomiske krise til at inddrage private aktører i den traditionelle offentlige opgaveløsning, frem for at forsøge at løfte de fremtidige krav til øget velfærd og service gennem flere offentlige ansættelser. Det er aldrig populært at afskedige offentlige medarbejdere, så det er skruen uden ende, hver gang der tilføres faste udgifter til de offentlige budgetter

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Tankevækkende ansættelsesboom i det offentlige
  •  

Nyhedsbrev