Søren Wiborg er groet fast i halvfemserne

Af: Kenneth Kristensen Berth (DF), kommunalbestyrelsesmedlem

Den: 22.06.2020 kl. 11:17

Hvis Socialdemokratiet på Christiansborg siden halvfemserne havde rykket sig lige så lidt, som partiets lokale gruppeformand, Søren Wiborg, har gjort det i Vallensbæk, så ville Socialdemokratiet ligge under spærregrænsen.

Som det fremgår af Wiborgs meningsløse udfald mod undertegnede i Danske Kommuner no. 11/2020 er han stadig af den opfattelse, at Dansk Folkeparti ikke er stuerene, og at man ikke kan samarbejde med os.

Jeg har siddet i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk siden 2010. Dansk Folkeparti har været med i seks af de ni budgetforlig, der er indgået i denne periode. Hvis vi ikke var til at tale med, så havde det næppe været tilfældet.

Min partifælle og jeg har et glimrende forhold til fire ud af de fem medlemmer af den socialdemokratiske gruppe. Det er alene Søren Wiborgs fuldtonede had til Dansk Folkeparti, der i øvrigt kommer til udtryk i form af den ene mere bizarre udtalelse efter den anden på kommunalbestyrelsesmøderne, der er årsag til det forpestede forhold mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i Vallensbæk Kommune.

Søren Wiborg har altid næret et intenst had til Dansk Folkeparti, der bl.a. kom til udtryk, da han den 6. oktober 2007 i et indlæg i Ekstra Bladet, efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet af demonstranter på Christiansborg Slotsplads, slog til lyd for, at hun selv var ude om det. Så var takten ligesom slået an, og den er desværre fortsat, efter at Dansk Folkeparti gjorde sin entré i kommunalbestyrelsen i 2010.

Dansk Folkeparti fører en kontant og klar linje i Vallensbæk Kommunalbestyrelse med fokus på forholdene for vores ældre og vores børn. Vi lægger heller ikke skjul på, at vi er imod den hovedløse opførelse af etageboliger i kommunen, som Konservative og Socialdemokratiet i fællesskab er bannerførere for, og som bl.a. er skyld i, at Vallensbæk har Danmarksrekord i tilstrømning af indvandrere og efterkommere, hvilket medfører store udfordringer i vores skoler, daginstitutioner og stigende kriminalitet og utryghed i kommunen. 

Jeg siger tingene, som jeg ser dem, i et klart sprog, men jeg er altid til at tale med om konkrete forbedringer og løsninger, og det tror jeg egentlig, alle kommunalbestyrelsesmedlemmer på nær Søren Wiborg er klar over. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Søren Wiborg er groet fast i halvfemserne Felter med * skal udfyldes
 
Af: Søren Wiborg
1. viceborgmester Vallensbæk
Den 09.09.2020 kl. 00:02

Bedre at hænge hænge fast i halvfemserne end midten af forrige århundrede

svar på: Søren Wiborg er groet fast i halvfemserne

Ser “heldigvis” først Kenneth Kristensen Berths indlæg nu.

At KKB mener, at øvrige S-medlemmer har et godt samarbejde med KKB og hans hustru illustrerer ganske fint, hvor virkelighedsfjern han er. De øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen sidder og vender det hvide ud af øjnene, når KKB endnu engang udtaler sig på sin nedladende og menneskefjendske holdning om borgere, som ikke lige er født og opvokset i Danmark. Det matcher meget godt KKBs (betingede) frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens racismebestemmelser. KKB er tålt i kommunalbestyrelsen, men heller ikke mere.

KKB hænger sig selv meget i fortiden. Nu var jeg selv tilstede på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med en stor overenskomst demonstration af offentligt ansatte. Demonstrationen var rettet mod den daværende Fogh-regering og støttepartierne bl.a. DF. Pia K følte alligevel anledning til at komme ud på Slotspladsen, hvilket flere fredelige demonstranter højlydt tilkendegav at hun ikke var velkommen. Hun var jo medskyldig i Foghs nedskæringer. Der var ikke tale om overfald, men fornuftige PET-agenter mente at det var bedre at hun trak sig tilbage, hvilket hun så gjorde. Det var som nævnt en demonstration af fredeligt offentligt ansatte herunder adskillige medlemmer af Politiforbundet.

Som KKB skriver, så siger han tingene, som han ser dem. Det gør jeg også, og det er nok der KKBs små sko trykker

Skriv hvad du søger