Sociale investeringer skal hjælpe stressramte tilbage til livet

Af: Social- og ældreminister Astrid Krag og bestyrelsesformand i Den Sociale Investeringsfond Karen Hækkerup

Den: 10.03.2021 kl. 08:00

Forhøjet blodtryk, søvnlæse nætter og psykiske problemer som depression er blot nogle af konsekvenserne, når mennesker går ned med stress. Ifølge Sundhedsstyrelsen er andelen af voksne danskere med højt stressniveau steget fra 21 pct. i 2010 til 25 pt. i 2017.

Selvom mange bliver ramt af stress og må sætte livet, som de kender det, på standby eller bliver uarbejdsdygtige for en stund, er det op mod syv ud af ti kommuner, der ikke har etableret et ordentligt behandlingstilbud, som kan hjælpe de stressramte godt videre i livet. 

Den Sociale Investeringsfond er sat i verden for at give mere og bedre velfærd for pengene. Bedre på den måde, at den investerer i indsatser, der skaber resultater og gør en mærkbar forskel. Mere på den måde, at når pengene går til dokumenteret virkningsfulde indsatser, så får flere mennesker det bedre, og det giver igen flere penge til velfærd. 

I forhold til stress betyder det for eksempel, at en stressramt i den arbejdsdygtige alder med den rette hjælp kan komme tilbage til livet, både socialt og arbejdsmæssigt. Det giver en kæmpe værdi for den enkelte, og det gavner samfundsøkonomien, når en stressramt går fra at modtage f.eks. sygedagpenge til at arbejde og betale skat. 

Der er rigtigt mange bud på stressbehandlinger rundt omkring i landet, men få af dem er veldokumenterede. Stress rammer for mange til, at vi skal lade os tage til takke med det. Derfor er det nødvendigt at investere i udbredelsen af veldokumenterede metoder til at forebygge stress og løse et stort samfunds-problem.  

Den Sociale Investeringsfond hjælper med udbredelse gennem et lån til den nyoprettede Fonden Mental Sundhed, som arbejder med det evidensbaserede stressprogram ”Åben og Rolig”. Med lånet får Fonden Mental Sundhed mulighed for at udbrede og udbygge programmet, der har ti års forskning bag sig og er udviklet i samarbejde med Harvard University.

”Åben og Rolig” er blevet brugt i danske kommuner i de sidste fem år med gode resultater, og lige nu er det således anvendt i ti danske kommuner. Med hjælp fra Den Sociale Investeringsfond skal Fonden Mental Sundhed bygges op til at kunne tilbyde programmet i flere af landets kommuner og organisationer. Samtidig får Fonden Mental Sundhed finansiering til at kunne videreudvikle ”Åben og Rolig”, som rummer både forebyggende onlinekurser samt kortere kurser til milde grader af stress. Dermed kan flere stressramte få hjælp, som er evidensbaseret, som, vi ved, virker, og som er tilpasset de forskellige behov, den enkelte har for at komme tilbage til hverdagen og forhåbentligt undgå nye tilfælde af svær stress. 

Med sociale investeringsprogrammer har vi fået et nyt værktøj til at investere i mennesker. Både i nogle af de allermest udsatte mennesker og i forhold til en folkesygdom som stress, der rammer høj som lav. På den måde peger sociale investeringer ind i en fremtid, hvor vi kan få mere og bedre velfærd for pengene til gavn for alle. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Sociale investeringer skal hjælpe stressramte tilbage til livet Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger