Af: Niels Christian Barkholt, konsulent i rådgivningen i Faxe Kommune - den 23.06.2010 kl. 09:58
Ankestyrelsen og kommunerne har en lang tradition for at arbejde tæt sammen om at sikre børn og unge de bedste opvækstvilkår, dog med hver sin definerede rolle. Kommunerne beskriver og vurderer børns sociale problemer og iværksætter hjælpeforanstaltninger. Ankestyrelsen er den myndighed, borgerne kan klage til, og hvis opgave er at garantere borgernes retssikkerhed. Ankestyrelsen kigger derfor kommunerne i kortene og agerer som en domstolslignende instans, der kan omgøre beslutninger og pålægge kommunerne at gennemføre bestemte tiltag i enkeltsager. Dette samarbejde har i årevis foregået nærmest ukompliceret, men to relativt nye samfundstendenser skærper dilemmaer i samarbejdet og skaber også nogle nye. Dels økonomiens alvorlige betydning i kommunernes praksis samt Ankestyrelsens fortsat udvidede beføjelser, som medfører mere kontrol og bureaukrati i kommunens administration.Aktuelt sveder kommunerne over at balancere økonomien. Alle kommuner er nødsaget til at sænke serviceniveauet og at holde lokale budgetter til det sidste komma. Et nyt dilemma opstår i det øjeblik, at Ankestyrelsen pålægger kommunerne at gennemføre kostbare psykologiske undersøgelser og anbringelser i sager, Ankestyrelsen ikke finder tilstrækkeligt oplyst. Der er konkrete sager, hvor kommunen er uenig med Ankestyrelsen. Her finder man for eksempel i en sag, at nye undersøgelser og anbringelser ikke vil bidrage med ny viden og anser en afgørelse fra Ankestyrelsen for at stride imod barnets tarv, når barnet igen skal udsættes for et intensivt undersøgelsesforløb væk fra sine forældre. Her opstår en ny faglig diskussion om, hvorvidt den ønskede undersøgelse nu også er relevant eller til skade for barnet. Ankestyrelsen har ved et dialogmøde med kommunerne gjort det klart, at deres afgørelser ikke tager højde for kommunens økonomi, men at der er forståelse for, at disse afgørelser sagtens kan sprænge ethvert budget.Ankestyrelsen har gradvist fået øgede beføjelser og nye opgavetyper. Senest er der blevet indført "ministerønske", hvor ministeren kan bede om at få bestemte kommuner nærmere undersøgt, hvis de for eksempel har for mange "fejl", og Ankestyrelsen kan tage enkeltsager op af egen drift. De øgede beføjelser betyder mere kontrol af kommunerne, og det vil trække betydelige administrative ressourcer. Denne tendens harmonerer dårligt med et parallelt ønske om afbureaukratisering. Reaktionen om mere kontrol, som især kan ses som en konsekvens af opblæste enkeltsager i pressen, vil – uden tvivl stik imod intentionen om at skabe mere sikkerhed for det enkelte barn – forværre problemerne ved, at der bliver skabt mere bureaukrati. Der vil gå mere tid fra arbejdet med det enkelte barn og barnets forældre. Der er brug for at reflektere over, om den fortsat omfattende kontrol overhovedet er gavnlig for borgerne. Det opleves som kontraindiceret i forhold til den opgave, man faktisk forventer, at kommunerne skal løse, nemlig at hjælpe børn og unge i nød. Pressen er ikke uskyldig i denne sammenhæng og får aktiveret politikeres ivrighed efter at handle på de praksisundersøgelser, Ankestyrelsen løbende offentliggør. Pressen har stor magt og evne til at skabe sensationsjournalistik omkring dette tema, hvor børneområdet indeholder ALLE ingredienser til at skabe en "god historie". Her må der advares om, at en for høj grad af sensationsjournalistik omkring Ankestyrelsens praksisundersøgelser stækker kommunernes muligheder for at forbedre opgaveløsningen og i sidste ende at hjælpe det enkelte barn. Det har negativ indflydelse på medarbejdernes selvforståelse, og det bidrager ikke til læring, tværtimod.Det har desuden den måske mest problematiske konsekvens, at kommunerne skal bruge flere ressourcer på at afmystificere kommunens arbejde i samarbejdet med forældre for at oprette den tillid, som gør det muligt at gøre en forskel for barnet. Derfor opfordrer kommunerne Ankestyrelsen til fortsat at være aktiv og opsøgende i forhold til pressen, men samtidigt til at være yderst varsom med formidlingens form udadtil. Ankestyrelsen har på det sidste taget sagen i egen hånd. De har åbnet op for at skabe mere mellemkommunal læring i deres praksisundersøgelser, de vil starte op med at få en socialfaglig kompetence ind i deres arbejde, og de efterlyser relevante undersøgelsestemaer, som udspringer af ønsker fra praksisfeltet. Dette er et stort skridt i den rigtige retning. I Ankestyrelsens praksisundersøgelser efterlyser kommunerne en generel anvendelse af kvalitative metoder frem for alene at anvende kvantitative målinger og tilsvarende et større fokus på indholdet i praksis frem for alene at tage udgangspunkt i formkrav. Det at opfylde formkrav er kun én dimension i den kvalitet, som børnesagerne indeholder og et ensidigt fokus på, om kommunen opfylder formkrav, er der kun begrænset læring i. Derudover efterlyses der mere forskning i temaer, som forvaltningen har brug for at blive bedre til at håndtere. For eksempel hvordan praktiserer man forældres egenbetaling til hjælpeforanstaltninger, hvordan tegner kvaliteten sig i underretninger til kommunen, og hvordan kan kvaliteten forbedres? Og hvordan kan man forstå "den gode organisering" på børneområdet, når kommunerne organiserer sig så vidt forskelligt? Ankestyrelsen agter derudover at sætte fokus på forholdet mellem pris og kvalitet på opholdssteder. Det er et indsatsområde, der hilses velkommen i praksis, fordi udgifterne varierer, og fordi praktikere savner redskaber til at gennemskue, hvad man får for pengene.