Saglig diskussion om udligning

Erik Nielsen (S), borgmester i Rødovre Kommune

Af: Erik Nielsen (S), borgmester i Rødovre Kommune

Den: 26.09.2019 kl. 12:01

Der kommer jævnligt kreative forslag til, hvordan man kan snige en justering af udligningen ind ad bagdøren. Det skete igen op til økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen. Guldborgsunds borgmester ville have regeringen til at ændre finansieringstilskuddet til kommunerne, alene af den grund, at de tal, som lige nu ligger til grund, ville give kommunen en økonomisk gevinst. Det siger sig selv, at et sådan forslag ville gå ud over velfærden i andre kommuner. Næste år vil tallene være anderledes, fordi det hele er organisk og udvikler sig. Nu må det stoppe med ønsker om evindelige skæv-vridninger og skjulte ændringer af udligningen i forbindelse med kommuneaftalen. Det er nødvendigt at se tingene i et helhedsperspektiv.

Automatreaktionen på økonomiaftalen fra flere borgmestre har desværre været, at det er en fin aftale, men at man har brug for en udligningsreform for at få budgettet til at hænge sammen. 

Det er forståeligt, at man gerne vil have en bedre økonomi for sin kommune, men når man er blevet betroet det tillidshverv, som det er at sidde for bordenden, må man også påtage sig det ansvar, der følger med – så udgifter og indtægter hænger sammen. Vi er mange kommuner, der oplever et stort økonomisk pres, og som skal lave besparelser i budgettet. Det skyldes ikke mindst de voldsomt stigende udgifter til børn og voksne med særlige behov. Den udfordring går ikke bare væk, fordi der kommer en ny udligningsreform.

Nu hvor folketingsvalget er overstået, vil diskussionerne om det kommunale udligningssystem blive genoptaget for fuld kraft. Hvis diskussionen skal være saglig, er der et par myter, som det er nødvendigt at gøre op med.

Vest vs øst

Flere kommuner i Vestdanmark efterspørger en ændring af udligningssystemet og ofte sker det med henvisning til ”de rige kommuner i hovedstadsområdet”. Man får nærmest indtryk af, at vejene øst for Holbæk er belagt med guld. Det er langt fra tilfældet. Nøgletallene taler deres tydelige sprog: langt de fleste kommuner i hovedstadsområdet har et højt udgiftsbehov. Der er helt andre sociale udfordringer med hjemløse, stofmisbrugere og andre socialt udsatte, end man har i resten af landet.

Der er nogle borgmestre, som foreslår en fjernelse af hovedstadsudligningen for at muliggøre en forøgelse af landsudligningen, og det må derfor være på sin plads at gøre opmærksom på, hvorfor vi har den, og hvorfor den ikke bør ændres. Det har tidligere været fremført i debatten, at hovedstadsudligningen bliver betalt af kommuner uden for hovedstaden. Men det passer ikke – den bliver finansieret 100 procent af de deltagende kommuner. 

Hvis man mener, at man bare kan afskaffe hovedstadsudligningen og lave en stor fælles ordning, som dækker hele landet, har man fuldstændig misset pointen: Hovedstadsudligningen er afgørende for, at vi i modsætning til andre storbyområder ikke ser, at hele lokalområder gennemgår en deroute og falder fra hinanden. 

Hovedstadsområdet er kendetegnet ved, at der er tale om ét stort sammenhængende byområde med ét stort fælles bolig- og arbejdsmarked. Borgerne bor meget ofte i én kommune og arbejder i en anden. Nogle kommuner er primært bosætningskommuner, mens andre har rigtig mange arbejdspladser. Hovedstadskommunerne har derfor meget forskellig økonomi og borgersammensætning. Der er ikke andre områder i Danmark, hvor der er så store forskelle mellem borgernes sociale og økonomiske forhold som i hovedstadsområdet. 

Arbejdsdelingen

Lidt populært sagt blev fabrikkerne og arbejderboligerne oprindeligt koncentreret i København – og efter 2. verdenskrig også på Vestegnen – mens ejerne og funktionær­erne flyttede ind i villaer nord for København eller længere ude på Sjælland. Grundlaget for velstand­en blev således skabt ét sted, mens den blev beskattet et andet sted. De særlige forhold gjorde, at Folketinget allerede i 1937 besluttede en mellemkommunal udligning mellem København, Frederiksberg og Gentofte kommuner. Først godt 30 år senere besluttede man at etablere en landsudligning ved siden af. Som følge af den hastige økonomiske og fysiske udvikling i hovedstadsområdet blev hovedstadsudligningen udvidet i 1974. 

”Arbejdsdelingen” i hovedstadsområdet kom i praksis også til at gælde de sociale problemer, storbyer altid tiltrækker pga. bl.a. små, billige boliger. Resultatet blev, at der var og fortsat er meget store økonomiske, sociale og sundhedsmæssige forskelle mellem borgerne i hovedstadsområdet – forskelle på et niveau, som slet ikke findes i andre byområder i Danmark.

Jeg anerkender, at der er områder omkring de store byer i den øvrige del af Danmark, der som følge af den økonomiske udvikling og urbanisering oplever stigende gensidig afhængighed og interne økonomiske forskelle. Det er derfor oplagt, at man i de områder overvejer, om man ved siden af den eksisterende landsudligning skal have en regionalt afgrænset udligning for at skabe bedre balance – som det er tilfældet i hovedstadsområdet. Det kunne f.eks. være relevant for kommunerne i og omkring Århus, Ålborg og Odense.

Regeringen har annonceret en udligningsreform – til foråret, som jeg forstår det. Det er vigtigt at forstå, at en udligningsreform aldrig vil blive opfattet som retfærdig af alle. Erfaringerne fra tidligere udligningsreformer er, at blækket knapt er blevet tørt, før der rejser sig et krav om en ny reform. Nogle kommuner bliver utilfredse, fordi de ikke fik nok; andre fordi de ikke fik noget som helst; andre igen skal af med penge, og de få, som fik mere end forventet, forholder sig tavse.

Vi har brug for en fair, ordentlig og objektiv udligningsordning, og så må alle tage ansvar for deres egen butik.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Saglig diskussion om udligning Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger