Rødt kød bør være fortid i Københavns Kommune

Af: kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde (Å)

Den: 07.11.2019 kl. 15:43

Det er igen og igen blevet slået fast, at produktionen af kød er alt for dyr for vores klima. For ikke blot udleder dyrene store mængder af metangas, som er en særlig slem drivhusgas, der bruges også helt ufattelige mængder foder på at fede køerne op og gøre dem slagteklar. Ifølge Verdens Skove og Danmarks Naturfredningsforening importerer Danmark årligt 1,6 millioner tons soja, som primært bruges til dyrefoder. Danmarks andel udgør fem procent af den samlede europæiske import og optager et areal på størrelse med Sjælland og Falster tilsammen.

Det er altså et enormt areal, som vi er direkte skyld i, bruges til dyrefoder – og ikke til skov. Og det selvom FN’s klimapanel i deres seneste 

rapport konkluderer, at vi bliver nødt til at producere mindre kød, hvis det skal lykkes at begrænse klimaforandringerne. 

I Københavns Kommune kan vi ikke lave en lovgivning, der lægger afgifter på fødevarer med høj CO2-udledning. Den slags besluttes på Christiansborg. Til gengæld kan vi selv bestemme, hvad der skal købes ind og serveres i vores kommunale institutioner. 

På Alternativets initiativ har kommunen udarbejdet en mad- og måltidsstrategi, der sætter et ambitiøst mål om at reducere CO2-udledningen med mindst 25 procent i 2025. Strategien blev for nylig vedtaget i Borgerrepræsentationen på Københavns Rådhus.

44 procent af de 7.414 tons fødevarer, som Københavns Kommune årligt køber ind, er animalske produkter. Disse tegner sig for 91 procent af den samlede CO2-udledning. Rødt kød udgør blot tre procent af kommunens samlede indkøb, men står for 45 procent af den samlede CO2-udledning. Ja, du læste rigtigt. 

Det understreger, hvor håbløst meget CO2, produktionen af rødt kød udleder. Det kan vi som grøn og bæredygtig kommune slet ikke være tilfredse med. Vi bør overveje, om den luksus, det er at spise rødt kød, virkelig står mål med det overgreb, vi samtidig gør på planeten.

Det mener vi i Alternativet ikke, det er. Derfor stillede vi for nylig forslag om at indstille serveringen af oksekød og lammekød i alle kommunale institutioner med undtagelse af de, der serverer samtlige måltider i en borgers hverdag. Folk må spise præcis, hvad de ønsker, når de er hjemme. Men som kommune må vi godt have en holdning til, hvad vi ønsker at bespise vores borgere med. Faktisk mener jeg, vi har en forpligtelse til at servere fødevarer, der ikke driver rovdrift på naturen. •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Rødt kød bør være fortid i Københavns Kommune Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger