Mens hele landet venter, finder vi nye løsninger i Vejle

Af: Jens Ejner Christensen, Borgmester, Vejle Kommune

Den: 06.06.2019 kl. 15:21

Efter næsten 5 ugers valgkamp med klima og velfærd højt på dagsordenen, skal vores landspolitikkere bruge de kommende dage og uger på at nedsætte en regering og nedfælde et samlet regeringsgrundlag. Det er med andre ord de helt store linjer for landet, der lægges lige nu.

I Vejle – som så mange andre steder - venter vi spændt på udfaldet, men vi er i lige så høj grad optaget af de lokale linjer. Vi er optaget af, hvordan vi skaber de bedste rammer for lokaldemokratiet og derigennem de bedste løsninger for vores by og byens borgere.

Mens Christiansborg-politikerne forhandler, holder vi derfor folkemøde i Vejle den 7. og 8. juni. Et folkemøde med fokus på klimaet og velfærden men først og fremmest på nærdemokratiet.

Vi er nemlig nysgerrige på, hvordan vi med en ny demokratisk dialog kan finde fælles løsninger på de problemer, der venter os – uagtet om de problemer bunder i klima- eller demografiske forandringer eller noget helt tredje.

Vi skal finde nye måder at mødes på – digitalt, analogt og i overført betydning - Og folkemødet er ét af grebene.

På Vejles Folkemøde inviterer vi blandt andet alle borgere til dialogmiddag, vores børne- og ungebyråd skal diskutere skolereformen, vi rapper om lokaldemokrati og så bygger vi sammen fremtidens daginstitution i LEGO og ler.

Med næsten 100 arrangementer i løbet af to dage vil vi uden tvivl få nye stemmer og perspektiver med ind i debatten. Og selv om Vejle er vores udgangspunkt og omdrejningspunkt søger vi også perspektiver ude fra verden.

Bob Woodward, journalisten de fleste kender fra Watergate-skandalen, lukker og slukker folkemødet med sit perspektiv på demokrati og demokratiets udvikling – set inde fra magtens centrum.

Det er i år 100 år siden Vejle fik sin første borgmester. Med Vejles Folkemøde hylder vi de seneste 100 års lokaldemokrati og dyrker udviklingen af fremtidens nærdemokrati og demokratiske dialog – alt imens vi venter på hvid røg fra en ny regering.

I er velkommen til at vente i Vejle og til at deltage i Vejles Folkemøde.


Vejles Folkemøde arrangeres af Vejle Kommune i samarbejde med mere end 100 af byens frivillige. Se hele programmet her: https://resilient.vejle.dk/projekter/vejles-folkemoede/folkemoedet-2019/program-vejles-folkemoede-2019/

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Mens hele landet venter, finder vi nye løsninger i Vejle Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger