Lad os nedbringe medicinfejlene

Christina Durinck, formand for Farmakonomforeningen

Af: Christina Durinck, formand for Farmakonomforeningen

Den: 10.10.2019 kl. 11:56

Det er ikke mærkeligt, at medicin ofte skaber problemer. Medicin skifter ofte navn, form og farve. Doseringen varierer fra person til person, og selv små fejl kan have alvorlige konsekvenser.

Fejlene ser vi også i kommunerne, hvor der i 2018 var næsten 80.000 utilsigtede hændelser relaterede til medicin. Det gør medicinfejl til den største kilde til utilsigtede hændelser. Dødsfald som følge af medicinfejl er desværre heller ikke usædvanlige. På et bosted i Odense viste en medicineret borger for nylig gennem længere tid alvorlige tegn på bivirkninger. Desværre blev der ikke handlet, og borgeren endte med at miste livet. Sandsynligvis på grund af medicin. 

Der er næppe én løsning på at nedbringe de mange medicinfejl i kommunerne. Men et sted at starte er at ansætte flere fagpersoner, der er uddannet i at håndtere og rådgive om medicin.  

Jeg repræsenterer farmakonomerne – en faggruppe, som de fleste kender fra apoteker og sygehuse. Vi er eksperter i at administrere og håndtere medicin. Vi ved, hvordan medicintyper reagerer sammen, vi er inde i reglerne og den stramme regulering, der omgiver medicin. Og vi kan rådgive og vejlede om korrekt medicinbrug.

Man skulle tro, at de mange medicinfejl gør farmakonomer til en efterspurgt arbejdskraft i kommunerne. Men sådan er det ikke. Lige nu er der kun 22 farmakonomer ansat i 17 forskellige kommuner fordelt på hjemmeplejen, plejehjem, rehabilitering­en, misbrugscenter og et bosted. 

Hvorfor ansætter kommunerne ikke flere farmakonomer, når der er så mange medicinfejl? Farmakonomer er uddannede til at spotte fejl og lave sikre systemer – og er ikke den dyreste arbejdskraft i sundhedsvæsnet.  

Udover at kunne forbedre medicinsikkerhed, viser erfaringer, at farmakonomer kan tilrettelægge arbejdsgange omkring medicin på en mere effektiv måde og derved frigøre tid for andet sundhedspersonale. 

Det oplevede de eksempelvis i Aabenraa Kommunes hjemmepleje, hvor de ansatte en farmakonom, der introducerede nye doseringsformer, så borg­erne selv kunne tage deres medicin. På den måde fik sygeplejerskerne frigjort tid. Tid, der var blevet brugt på at køre hen til den enkelte patient og dosere medicin. 

Farmakonomerne har meget at byde på, men det kræver, at kommunerne tænker nyt og ansætter en ny faggruppe. Tid­en er moden. De mange medicinfejl bliver næppe færre, når et stadig stigende antal ældre og kronikere skal behandles i kommunerne.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Lad os nedbringe medicinfejlene Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger