Lad kommunerne inddrive ejendomsskat

Af: Carsten Rasmussen (S), borgmester i Lejre Kommune, og Kent Jensen, borgerservicechef i Holstebro Kommune og bestyrelsesmedlem i Borgerservice Danmark

Den: 29.08.2019 kl. 10:46

Med det nye system til boligbeskatning skal SKAT opkræve ejendomsskat. Men det er en dårlig idé. For kommunerne er langt bedre end SKAT til at opkræve restancer i boligskatterne. Det viser erfaringerne siden 2017, hvor kommunerne overtog opgaven fra staten. I Lejre Kommune er restancerne faldet fra 2,7 millioner kroner ved udgangen af 2016 til cirka 236.000 kroner ved det seneste årsskifte. I Roskilde Kommune er gælden faldet fra 6,2 millioner til et rundt nul i samme periode. 

Det viser, at det nytter at lægge opgaven lokalt. Kommunerne har både incitamentet og redskaberne til at få restancerne indkrævet. Derfor virker det helt tosset, hvis opgaven skal tilbage til SKAT. 

Borgerservice Danmark har set på udviklingen i restancer for ejendomsskatterne på landsplan, og her tegner sig et fald på hele 90 procent i gennemsnit. En af forklaringerne er nok, at en del virksomheder og private har spekuleret i SKAT’s lange sagsbehandlingstid. De har brugt boligskatten som en slags kredit. Kommunerne er langt mere opsatte på at få pengene hurtigt ind, og det mærker boligejerne nu.

For kommunerne er det vigtige penge. Der er jo et stort pres på økonomien, både hos Lejre og i alle andre kommuner. Ejendomsskatterne skal finansiere velfærd. Derfor er det afgørende, at pengene kommer ind. 

Også for boligejerne kan det være en fordel, når kommunen står for inddrivelsen. Det kan jo blive en ret alvorlig sag, der i værste fald kan ende med tvangsauktion. Kommunerne kan have en tættere dialog med skyldnerne, så gælden bliver afviklet, inden den vokser dem over hovedet. 

Det er teknik, der er grunden til, at inddrivelsen nu igen er på vej til at blive en statsopgave: Som en del af det nye boligskat-system skal både grundskyld og ejendomsværdiskat stå på borgernes samlede skatteopgørelse. Vi håber virkelig, at den nye regering vil genoverveje den beslutning. Hvis gælden igen får lov at stige, vil det ramme kernevelfærden i kommunerne.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Lad kommunerne inddrive ejendomsskat Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger