Kvinder skal være mere risikovillige

Af: Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup Kommune

Den: 17.03.2020 kl. 12:36

Hvordan synes du egentlig det går med ligestillingen i toppen af kommunerne?

– Ser man på kommunaldirektørjobbet, så er der da kommet lidt flere kvinder til de seneste år. Men det er jo ikke i nærheden af ligestilling. Det er vel ti ud af 98 nu. Det er noget, vi taler om sådan kollegialt. Hvad er det for mekanismer, der er på spil, og hvad skal der til, så det bliver nemmere for kvinder at bryde igennem til topchefjobbet. Når det så er sagt, så skal det jo være den bedste, der får jobbet. Nu er det jo kommunalbestyrelserne, der har ansættelseskompetencen. Det er nok KL som arbejdsgiverorganisation, der skal undersøge, hvad det er for ting, der skal til for at opnå en bedre kønsfordeling.

Er det svært at få kvinder til at søge lederstillingerne i toppen?

– I den kommunale sektor er 70 procent af de ansatte kvinder. Så der er også en højere andel af kvindelige ledere på institutionsniveau. Når man så kommer helt op i toppen, så ved jeg ikke, hvad der er på spil. Nogle gange undervurderer kvinder måske deres kompetencer og har et forsigtighedsprincip i forhold til at kaste lassoen ud efter et lederjob på højt niveau. Det kan også være, at det handler om kulturer i vores organisationer. Jeg så, at Brian Mikkelsen, direktør i Dansk Erhverv, var ude at sige, at vi har en tendens til at ansætte nogle, der ligner os selv. Hvis man lægger de ting sammen, så har man måske en del af årsagen til den lavere repræsentation af kvinder i topposter.

Hvordan ser det ud i din egen kommune?

– På det øverste administrative niveau, altså direktionen og chefniveauet, udgør kvinderne 42 procent. Det er da meget godt. Det gør noget for miljøet og den måde, vi diskuterer tingene på. Der kommer flere perspektiver på, så jeg synes, vi træffer bedre beslutninger.

Kan du uddybe det med forskellen på mænd og kvinder?

– Der er lidt forskel på mænd og kvinders mentalitet. Man siger, at hvis der er en tjekliste på 10 ting, som stillingen indebærer, og kvinderne ikke kan hakke de otte af på forhånd, så søger de ikke. Mændene derimod, hvis de bare kan sætte kryds ved et par ting, så tænker de oftere, at resten det finder de ud af. Hvis det er rigtigt, så skal kvinderne nok være lidt mere risikovillige og sige, det lærer jeg nok. Hvis du har været en god chef, hvorfor skulle du så ikke også blive en god direktør. Omvendt skulle mændene nok have lidt mere kamp til stregen og udfordres på, om de har en tendens til at overvurdere deres egne kompetencer. •

 

/// På bagkant af kvindernes kampdag

Danmark sakker bagud i forhold til andre lande, når det handler om andelen af kvinder i de øverste ledelsesniveauer. Hvad er der sket for det førhen så stolte ligestillingsland? Især den private sektor trækker ned. Kun 12,8 procent af topcheferne her er kvinder. I det offentlige er 70 procent af de ansatte kvinder – 30 procent af topcheferne er kvinder.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Kvinder skal være mere risikovillige Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger