Kommunale tilskudsmodeller til idrætsfaciliteter bør revideres

Casper Lindemann, konsulent i DIF

Af: Casper Lindemann, konsulent i DIF

Den: 19.06.2018 kl. 08:00

Danskerne er blevet mere aktive i naturen i de senere år. Således er skoven i dag gået hen og blevet den mest benyttede idrætsplads i Danmark. Faktisk er skoven mere populær som idrætsplads end fodboldbaner, idrætshaller og svømmehaller. Denne udvikling, hvor mere og mere idræt og bevægelse flytter ud i naturen, udfordrer de tilskudsmodeller, der er i kommunerne i forhold til at understøtte idræt og bevægelsesaktiviteter. Jeg oplever gang på gang at sidde til møde med en idræts- og fritidsforvaltning, hvor fokus kun er rettet mod de traditionelle idrætsfaciliteter som haller, sale, boldbaner og stadioner.

Ja faktisk har de fleste idræts- og fritidsforvaltninger i Danmark ikke overblik over kommunens idrætsfaciliteter i naturen, for eksempel mountainbikespor, faste orienteringsposter, løberuter, kajakpolobaner osv. Ligeledes oplever jeg, at kommunerne generelt prioriterer tilskud til anlæg af nye kunstgræsbaner eller idrætshaller frem for for eksempel mountainbikespor eller orienteringskort. Det giver sig også til udtryk i kommunernes administration af midler inden for Folkeoplysningsloven, hvor kommunerne ofte undlader at give tilskud til etablering og drift af faciliteter til mountainbike, orienteringsløb, kajak, triatlon mv.

Når jeg drøfter ovenstående problemstilling med kommunerne, bliver jeg mødt med forskellige forklaringer. Blandt de hyppigste forklaringer er, at kommunerne savner en udvikling af Folkeoplysningsloven, så de i højere grad kan understøtte driften af nye typer af idrætsanlæg i naturen på samme måde som de indendørs anlæg. Jeg undrer mig over denne forklaring. Det er rigtigt, at skoven eller naturen ikke nævnes eksplicit i Folkeoplysningsloven, men omvendt er der intet i Folkeoplysningsloven, der forhindrer at kommunerne kan støtte driften af idrætsanlæg i naturen. Er det virkelig nødvendigt at skrive ind i loven, at idræt i naturen skal sidestilles med de klassiske idrætsfaciliteter? I min optik burde det være sund fornuft og en helt naturlig prioritering i kommunerne.

En anden årsag til kommunernes manglende vilje til at støtte etablering og drift af idrætsfaciliteter i naturen er, at mange mountainbikeklubber og orienteringsklubber selv har taget skeen i egen hånd. De er ganske enkelt blevet trætte af at tigge og bede kommunerne om støtte til deres faciliteter. Derfor har de via fondsmidler, klubkontingenter og knofedt selv etableret mountainbikespor, orienteringsbaner mv. Hermed er kommunerne blevet forvente. Det har på den positive side givet nogle fine faciliteter, som foreningerne har stort ejerskab til, men på den negative side har det efterladt kommunerne inaktive med det resultat, at kommunernes midlers midler til idrætsfaciliteter forsat prioriteres til de klassiske idrætsanlæg. Jeg synes, det vil klæde kommunerne at kvittere for de mange frivillige arbejdstimer og de mange gratis faciliteter ved som minimum at påtage sig driften af faciliteterne. Men sådan er det desværre ikke. Tværtimod fraskriver mange kommuner sig ansvaret med henvisning til, at det må være foreningernes egen opgave.

En tredje væsentlig forklaring på kommunernes manglende interesse for idrætsfaciliteter i naturen skal findes i manglende samarbejde på tværs af de kommunale forvaltninger. Ofte falder opgaven nemlig mellem to stole. Idræts- og fritidsforvaltningerne ser faciliteterne som friluftsfaciliteter snarere end idrætsfaciliteter og dermed en opgave for natur- og miljøforvaltningen. Natur- og miljøforvaltningen mener derimod, at det må være en opgave for idræts- og fritidsforvaltningen. Dertil kommer en generel udfordring med at samarbejde med Naturstyrelsen og private skovejere om faciliteter på deres arealer.

Set ud fra et økonomisk perspektiv er det irrationelt, at kommunerne nedprioriterer idrætsfaciliteter i naturen, for det er rent faktisk en rigtig god investering. Faciliteter i naturen som for eksempel mountainbikespor, motionsstier, orienteringsposter, trailcentre, kajakpolobaner og ridestier er relativt billige at anlægge i forhold til idrætshaller og boldbaner, og yderligere er faciliteterne tilgængelige for alle hele døgn-et, og de er billige i drift, da de ikke kræver driftsudgifter til strøm, varme, vand og rengøring. Samtidig er der stor efterspørgsel på faciliteterne, og det sikrer et højt aktivitetsniveau i faciliteterne. Herudover kan naturen tilbyde noget som traditionelle idrætsfaciliteter ikke kan tilbyde. Motion og forebyggelse af stress er kommet i fokus, og her tilbyder natur-en både fysisk og psykisk sundhed. Det er afstressende at løbe og cykle i naturen, og det giver frisk luft og en masse positive naturoplevelser.

Alt i alt er der ingen gode grunde til at kommunerne nedprioriterer idrætsfaciliteter i naturen, tværtimod. Jeg vil derfor kraftigt opfordre alle kommuner til at revidere deres tilskudsmodeller, således at de nye typer idrætsfaciliteter i naturen sidestilles med de traditionelle idrætsanlæg. Der bør også sættes fokus på at fremme kommunernes samarbejde med relevante interne og eksterne samarbejdspartnere på idræts- og naturområdet.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Kommunale tilskudsmodeller til idrætsfaciliteter bør revideres Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger