Kære kommuner: Hvorfor handler I ikke?

Af: Jørgen Christensen, adm. direktør, Acrimo A/S

Den: 21.04.2020 kl. 16:07

Efter regeringen meldte ud, at anlægsloftet bliver fjernet pga. COVID-19, skulle man tro, at flere kommuner satte skub i renoveringsprojekterne. Det er et særdeles positivt tiltag fra regeringens side, men min oplevelse er, at kommunerne ikke handler på det. Ikke endnu i hvert fald. Og det er de nødt til, hvis ikke korthuset skal ramle.

Coronavirussen har for længst lagt sig som en skygge over landet. Vores virkelighed og hverdag er forandret, og det ser ud til, at det vil være tilfældet som minimum nogle måneder frem. Selvom første etape af den gradvise åbning er blevet præsenteret, er dansk arbejdsliv og den danske byggebranche stadig ramt. Og det vil formentlig se sådan ud et stykke tid endnu.

Derfor er det glædeligt, at regeringen har indført en afskaffelse af anlægsloftet. 

Men hvad hjælper det, hvis kommunerne ikke handler herefter?

Jeg undrer mig virkelig over, at fordelene ved at sætte gang i renoveringerne ikke har forplantet sig derude. Selvom de yngste elever starter igen efter påske, er der stadig et hav af bygninger, man kan gå efter i sømmene. Landets universiteter står tomme, der er en larmende stilhed på gymnasierne, og de tekniske skoler har for længst slukket lyset. Så hvorfor ikke starte her, hvor alt alligevel er sat på pause?

Den brede opbakning fejler ikke noget. En ny undersøgelse, som analysebureauet Opeepl Denmark har lavet på vegne af Dansk Byggeri, viser, at 69 procent af danskerne ønsker, at landets kommuner i højere grad bør investere i renoveringer. Og jeg kunne ikke være mere enig. Det er jo netop nu, vi kan.

Den brede opbakning er der altså – både fra borgere, politikere og erhvervslivet. Men min oplevelse er, at kommunerne ikke agerer. Der er flere, der slet ikke ønsker at gå i dialog. Det er i min optik ikke et spørgsmål om, hvorvidt der skal ske noget. Det er et spørgsmål om, hvornår arbejdet skal sættes i gang. Og det bør være nu og her. I dag – og ikke i morgen.

For vi har brug for hurtig hjælp, hvis ikke dele af den danske byggebranche skal gå i stå, og vi pludselig står uden noget som helst at lave. Vi kan risikere, at regeringen må stramme grebet endnu mere senere på året. Derfor kan det ikke gå hurtigt nok med at komme i gang, kære kommuner.

Jeg kan godt forstå, at opgaven med renoveringer kan virke uoverskuelig. Hvor skal man starte? Hvad skal prioriteres? Et sted, man kan starte, er at gå de mange tomme bygninger efter i sømmene. Få tjekket, om alt fungerer, som det skal. Og gør det ikke, bør det selvfølgelig repareres.

Det er nu, I kan handle, kære kommuner. Så hvad holder jer tilbage? •

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Kære kommuner: Hvorfor handler I ikke? Felter med * skal udfyldes
 

Skriv hvad du søger