Ipads på skoler – underholdning eller ny praksis?

Af: Ole Christensen, lektor på Professionshøjskolen UCC og René B. Christiansen, lektor på University College Sjælland

Den: 24.01.2013 kl. 14:21

Skal dit barn have – eller har det mon allerede fået – en Ipad i skolen? Hvad er politikken i din kommune? Det er spørgsmål, som rigtig mange forældre stiller sig i disse år. En tsunami af nye teknologier skyller ind over skolen. Ipads til alle i Sorø eller Odder er blot et par eksempler.

Hvorfor tillægges teknologier så stor betydning? Hvorfor skal alle have de samme genstande samtidig? Hvem sætter dagsordenen og bliver hørt, hvem står i skyggen og siger ingenting? Er det underholdningsindustrien eller den pædagogiske verden, der styrer skolens udvikling? Er det Apple eller Microsoft, eller viden om børn og læring? Vesterlandsk kultur er præget af en teknologiforståelse, der mere er optaget af genstande end relationer og sammenhænge.

Hvad er egentlig grunden til, at der i så mange år er indkøbt udstyr i store mængder, som ikke først er afprøvet og vurderet i praksis? Meget af det udstyr (computere, interaktive tavler og digitalt optageudstyr), der er indkøbt, er ikke blevet til hverdag for de fleste lærere og elever.

Mange læreres middelmådige brug af digitale teknologier i skolen er forståelig. Ofte virker det ikke, ofte er der ikke nok af det, og ofte er læreren ikke uddannet til at anvende det.

Først og fremmest skal der meget mere fokus på, hvad det er eleverne skal lære, og hvordan lærerne lærer dem det. Derpå kan der komme en diskussion om, hvilke medier de skal arbejde med. Fra udviklings- og forskningsprojekter har vi erfaringer med, at et øget fokus på skolens læringskultur, og hvor der eksperimenteres med forskellige teknologier derimod er et godt udgangspunkt.

Fokus flyttes fra at alle arbejder med de samme teknologier til, hvordan bestemte digitale teknologier kan understøtte undervisningens organisering i en konkret praksis. Lærerne er selv aktører, der eksperimenterer i dialog med kollegaer.

Kommenter denne debat
Svar på dette indlæg: Ipads på skoler – underholdning eller ny praksis? Felter med * skal udfyldes
 
Af: Jan Maslak
KØbenhavns Lærerforening
Den 25.01.2013 kl. 10:05

Ipads på skoler – underholdning eller ny praksis?

svar på: Ipads på skoler – underholdning eller ny praksis?

Tjae, det nyeste grej bliver let statussymbolder i de små klasser, hvor man slet ikke kan udnytte mulighederne på det nyeste. Dertil kommer tabet af et meget dyrt redskab, når man forglemmer sig, og mister redskabet (meget dyrt!). Eller når statussymbolet bliver tyvstjålet på skolen, fritidshjemmet, klubben.

Mit mening er, at man sagtens kan nøjes med tidligere modeller, der kan fås meget billigt, især hvis man køber stort ind (indkøbsaftale.

Med venlig hilsen

Jan Maslak

Skriv hvad du søger